Tim Christensen har sin hund med på solotour
En almindelig mand - der bare lige er lidt mere kendt, end de fleste andre almindelige mænd i Danmark
Det rusker og regner i mørket uden for Musikteatret i Vejle. Om få timer giver Tim Christensen koncert nummer 14 på sin akustiske solotour.
Indenfor i foyeren er der meget tomt. Den venter på at blive fyldt op af mennesker til koncerten senere på aftenen. Der er dog musik at høre. Ikke baggrundsmuzak, men Tim Christensens sprøde stemme og guitarspil.
Slayer T-shirt
Musikken er stilnet af. Døren åbnes ind til det hellige område for os almindelige dødelige, hvor bandet hænger ud inden og efter koncerterne.
Der er en smule røg i lokalet, ikke fra tobak, men scenerøg, der kommer inde fra salen. Lokalet er stort. Der er plads til mange mennesker, men de eneste mennesker i rummet er Tim Christensen og hans lydmand. Lydmanden har lagt sig i en sofa med en telefon. Der er noget tid, der skal slås ihjel, inden koncerten.
Foran mig står en almindelig fyr med langt hår, skæg og en Slayer T-shirt på. Et halvråt og sort hverdagsoutfit, hvilket ikke er det billede, jeg normalt har af en af Danmarks kendteste sangskrivere og musikere.
“Hej, jeg hedder Tim Christensen, og fedt du kunne komme.”
Han rækker hånden frem, men bliver afbrudt af hunden Geo, der kommer løbende med et tøjdyr i munden og vil lege.
“Det er første gang, jeg har min hund med på tour. For et par uger siden til en koncert fandt den ud af at løbe ind på scenen under et af numrene. Det gav lidt muntert virak, men også en god historie, du kan høre senere i aften, hvis du kommer til koncerten,” siger Tim Christensen smilende.
Fornemmelse for publikum
Det er et anderledes set-up end til de store koncerter, forklarer Tim Christensen.
“Her er det bare mig og min guitar. Jeg kører selv hertil og har hunden med på bagsædet. Det er meget anderledes. Solokoncerterne er mere nede på jorden, og jeg har en anden fornemmelse for publikum. Ensomt er et hårdt ord at bruge, men det er en fed ting alligevel at stå der selv. Jeg kan selv styre begivenhederne og fortælle anekdoter og baggrunde om sangene. Det kan jeg ikke gøre med fire andre musikere bagved mig. Der vil det mere være 'Er I der Vejle?',” fortæller Tim Christensen, mens Geo prøver at skubbe pennen ud af journalistens hånd for at blive kløet bag øret.
Selvom det er en soloturné, er der ingen af koncerterne, der er ens.
“Salen her i Vejle er nok den største, jeg skal spille i på denne tour, med mange hundrede tilhørere. I sidste uge spillede jeg for cirka 100 i Horsens, og man får også forskelige reaktioner fra publikum, alt efter hvor i landet det er, og hvem der kommer. I Horsens var det 100 mand, der måske havde brugt 1.000 kroner på mad og koncert. Så er man godt nok dedikeret. Det gør mig stolt, at der er så mange, der kommer for at høre mig og mine sange,” siger Tim Christensen.
Karrieren har været i gang siden Dizzy Mizz Lizzy vandt DM i Rock i 1993, der startede en Dizzy mania over det ganske land, forklarer Tim Christensen.
Rutinen
“Det var ret vildt dengang, specielt da vi prøvede at bryde igennem i Tyskland. På grund af travlhed lå koncerterne i Tyskland og Danmark mellem hinanden. Den ene dag kunne vi stå foran fyldte haller i Danmark, hvor folk skreg efter os, som om vi var guder. Dagen efter stod vi i en klub i Tyskland, hvor der måske kom otte mennesker, og over halvdelen var inviterede. Det slog os ud, fordi vi ikke forstod det, men forståelsen kommer med rutinen og erfaringen,” fortæller Tim Christensen.
Mere end 20 år efter gennembruddet står han alene på scenen med sin guitar. Han er et etableret navn i Danmark og kendt i Norge og Holland.
“Det er et fantastisk i dag at stå på scenen foran publikum. Jeg er nu over 40 og glæder mig til hver koncert. Jeg føler mig samtidigt privilegeret ved at kunne veksle mellem solo og de store koncerter med bandet. Jeg glæder mig dog til touren med drengene fra Dizzy næste år. Vi har arbejdet på nye tekster i et år og skal snart vise det frem for publikum, men jeg har lige en solotour først,” siger Tim Christensen.
Publikum til koncerten i Vejle fik i øvrigt historien om Geo, der løb ind på scenen under en koncert for nylig. I Vejle blev Geo dog pænt bag scenen under koncerten med sin ejer.