Fortsæt til indhold

Cool lady gæstede InSide

Kultursociolog og livstilskommentator Emilia van Hauen var i Hammel Mortens aften

Samfund
Af Mathilde Skov og Rasmus Henriksen, elever på Hadsten Højskoles journalistlinje

Der var fuldt hus, da kultursociolog og livstilskommentator Emilia van Hauen gæstede kulturhuset InSide i Hammel på Mortens aften.
Et kig udover de fremmødte gæster levnede ingen tvivl om målgruppen. Kvinder i alle aldre var mødt op for at opleve det humoristiske og udfordrende foredrag, som bygger på Emilia van Hauens femte bog: ”Ladycool – dit køn er din styrke – brug det!”, som blev udgivet i marts 2014.
Mændene havde de ladet blive derhjemme.

Højt humør i Inside.

Hvad kvinder lyver om

Emilia van Hauen beskæftiger sig med tidsånden i samfundet, og foredraget handlede om moderne feminisme og hvordan, flere kvinder skal lære at elske deres kvindelighed.
Med et powerpointshow og en mikrofon, indtog hun scenen.
Hun inddrog aktivt publikum med sine spørgsmål og fik de mange tilhørere til at reflektere og undre sig.
”Jeg har undersøgt, hvad kvinder lyver mest om. De tre første pladser går til vægten, grunden til missede opkald og når man siger: 'jeg er ikke sur.”
At dømme ud fra de fremmødtes smil og fnis har hun efter alt at dømme ret.