Unge på Grenaa Produktionsskole driver virksomhed
Kontanthjælpsreformen har affødt en ny slags uddannelse i Grenaa
“Virksomhedsskolen 2to” er indrettet i det tidligere mejeri på Åstrupvej i Grenaa, og her vil man fremover kunne se unge arbejde og få virksomheden til at køre. Bag initiativet står Grenaa Produktionsskole, UU Djursland og Norddjurs Jobcenter.
Skolen er etableret, da kontanthjælpsreformen fjernede kontanthjælp til unge og tildelte dem uddannelsesstøtte i stedet. Foreløbig er der plads til 24 unge på virksomhedsskolen.
Konkret virksomhed
“Der er tale en om en konkret virksomhed, hvor unge re-designer og skaber møbler og kunsthåndværk, og derpå sætter produktet til salg, typisk til en kundegruppe af andre unge”, fortæller Karina Dittmer, der er med i det lærerteam fra Grenaa Produktionsskole, som er drivkræfter i initiativet. Hun oplyser at butikken først vil være helt færdig efter sommerferien.
Norddjurs borgmester Jan Pedersen gav et ord med på vejen, da ”Virksomhedsskolen 2Do” blev præsenteret forleden.
“I har fat i noget værdifuldt. Her lærer de unge hvad det vil sige at ville og at kunne, når det drejer sig om at skabe sit eget liv i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.”
“Udfolde sine evner”
20-årige Jimmy Madsen og hans medstuderende Louise Søndergaard Nielsen glæder sig også over nyskabelsen.
“Det fede er at få plads til at udvikle de små ting, at udfolde sine evner samme med andre.”
Produktionsskoleforstander Ralf Søvik forklarer, at det handler om at få aktiveret en gruppe unge, som ellers er i risiko for at blive overset.
“At få dem interesserede i at gå aktivt til indsatsen for at sikre sig job og uddannelse. Her har produktionsskolerne en naturlig plads, da vi blandt andet har vores styrke i at arbejde effektivt med relationer mellem mennesker.”
Der er hver uge skemasat to arbejdsdage til vejledning.