Nye lærepladser på produktionsskolen i Grenaa
Nu i alt otte lærlinge på Grenaa Produktionsskole
Grenaa Produktionsskole har for nylig føjet endnu to lærlinge til sin stab, så man nu er oppe på i alt otte lærepladser. På skolen er der i alt cirka 70 elever, og mange af dem skal undervejs i forløbet ud og finde læreplads.
Naturlige rollemodeller
De to nye lærepladser er oprettet på skolens værksted for EST, Ejendoms Service Teknik. Her er Morten Hougaard faglærer.
“Uddannelsen til Ejendoms Service Tekniker har eksisteret i flere år, men det er først i år, at vi på Grenaa Produktionsskole har fået godkendelsen til selv at oprette lærepladser på EST.”
Morten Hougaard ser det som en klar styrkelse af skolens pædagogik, at man kan etablerer lærlingepladser direkte på skolens værksteder:
“De elever som tilbydes læreplads på skolens værksteder er naturlige rollemodeller for de øvrige elever. De kan mere, og viser de andre, at uddannelse er en vigtig vej”, siger Morten Hougaard.
Lærlinge på fire værksteder
Skolens første godkendelse til lærlinge ligger ti år tilbage og gjaldt administrationen. Her fik skolen godkendelse som uddannelsesplads for kontorelever. Siden blev både smede- og tømrerværkstedet samt køkkenet godkendt til at tage lærlinge.
Der er som nævnt i alt otte lærlinge i gang på fire værksteder, og i øvrigt en ledig plads på kontoret.
“Den plads vil helt sikkert også blive fyldt ud, så snart vi har fundet den rette person til opgaven,” siger Grenaa Produktionsskoles forstander Ralf Søvik.
Produktionsskolen har således flere parallelle forløb ved siden af den ordinære drift, som sigter på at klargøre eleverne til at gennemføre en ungdomsuddannelse.
Ud over de allerede nævnte, findes også uddannelsestilbud i EGU- og STU-uddannelser.
Farvel til tre STU-elever
Forleden kunne man sige farvel til tre STU-elever. Heraf går den ene elev videre til det ordinære arbejdsmarked, mens de to øvrige vil fortsætte ad uddannelsesvejen.
Den ene af dem går ad den boglige vej gennem VUC, mens den anden ønsker en faglig retning i byggebranchen som struktør. STU er en forkortelse af Særlig Tilrettelagt Ungomsuddannelse.
Det er en ungdomsuddannelse på tre år som er skræddersyet helt ned i detaljen for den enkelte elev. EGU er en forkortelse af Erhvervs Grund Uddannnelse.
Det er en to-årig kombinationsuddannelse som gennemføres i samarbejde med erhvervslivet.