Øjenvidne fandt en stikkers navn i ruinerne

Den sidste dag i oktober 1944 skinnede solen, da den 22-årige Karl Henry (KH) Skott lidt over middag gik fra sin lejlighed på Tage Hansens Gade.
Idet han svingede ud på ringgaden kom tre flyvemaskiner, de såkaldte mosquitos, drønende sydfra tæt henover hovedet på ham.
“De kom som lyn og torden. Så langt nede, at jeg næsten kunne røre dem,” fortæller den i dag 92-årige K.H. Skott, for hvem dagen stadig står skarpt i erindringen.
Han var ikke tvivl om, hvor bombeflyene var på vej hen: Aarhus Universitet.
Nogle måneder forinden var han blevet kontaktet af en mand, der havde en besked fra det britiske luftvåben, Royal Air Force.
“De ville have tegninger af kollegieblok fire og fem. Vi vidste godt, hvad de skulle bruges til. Det var Gestapos hovedkvarter. Der sad tyske folk af værste karakter. Vi var blevet smidt ud af kollegierne i 1943, men inden da havde jeg boet der i flere år og vidste, hvordan bygningen så ud. Jeg lavede en tegning på kladdepapir, som jeg afleverede til manden,” fortæller K.H. Skott.
Han undrede sig dog over, at de ville vide præcist, hvor trapperne var placeret, for at tilfangetagne kunne komme ud af bygningerne.
“Jeg var noget forbløffet. Ville de virkelig sende bombefly fra London for at ramme to huse og troede de, at de kunne undgå at ramme trapperne?,” siger K.H. Skott.

Sneg sig ind i arkivet

Efterhånden som månederne gik tænkte den unge historiestuderende da også, at planerne var droppet. Da bombeflyene så alligevel pludselig fløj henover hovedet på ham, reagerede han hurtigt.
“Jeg var med i et katastrofe-beredskab og skulle derfor stå vagt ved en af indgangene til kollegiet. Vi fik strenge ordrer på, at ingen måtte gå ind,” fortæller K.H. SKott.
Men den unge studerende, der selv var aktiv i modstandsbevægelsen, øjnede sin mulighed.
“Om aftenen ved 22-tiden, hvor det var mørkt, sneg jeg mig ubemærket ind,” fortæller den tidligere gymnasielektor.
Du må have haft hjertet helt oppe i halsen?
“Næ, det her nazistvæsen ville vi ikke være med til,” siger den 92-årige og banker knoerne i kaffebordet hjemme i stuen på Vestervang med udsigt til universitetsbygningerne.

Navnet på en stikker

Inde i den bombede bygning fandt han et arkivkort med to navne.
Navnet på en modstandsmand og navnet på den mand, der havde angivet ham, stikkeren. Kortet stak han hurtigt ind under trøjen.
"Næste dag afleverede jeg kortet til en højerestående modstandsmand."
Du var klar over, at stikkeren sandsynligvis ville blive dræbt?
"Ja, jeg overvejede, hvad jeg skulle gøre. Men jeg kom frem til, at det hellere måtte være ham, end at flere af vores folk blev angivet," siger K.H. Skott.
Han ved ikke, hvad der sidenhen skete med stikkeren. Men han glæder sig over, at man i dag fortsætter med at sætte fokus på begivenhederne under Anden Verdenskrig.
“Det er fortræffeligt. Der er så mange i dag, der ikke aner, hvad de snakker om, når de taler om krigen. Ingen tænker for eksempel på, at man, når man kom hjem om aftenen lige gik rundt om bygningen, hvor at tjekke om der holdt en Adler - det var Gestapos biler,” siger K.H. Skott.