Fortsæt til indhold

Julen venter lige om hjørnet

Julemarked med sansefryd og hjerterum hos familien Bille i Alling

Samfund
Grethe Bo Madsen

Det er jul, det er cool, og traditionerne venter i kø forude. En af dem er den årlige julecafé hos familien Bille, der åbner deres hjem og byder inden for til julemarked med kunsthåndværk.
”Det kan godt give lidt kriller i maven at tænke på, at vi i den kommende weekend måske får besøg af langt over 1000 mennesker, der er fyldt med forventninger og nysgerrighed til dette års marked” fortæller Anne og Per.
De har gjort sig umage med at finde de ”rigtige” udstillere, der både har varer af høj kvalitet, og kan tilfredsstille alle sanser hos de besøgende, så gæsterne går hjem med en god oplevelse.
26 udstillere er med på julemarkedet og deres udbud spænder vidt, lige fra tøj, smykker, træ og dekorationer til møbler, keramik, filt, glas og tossede engle.
Du kan også glæde ganen med god kaffe og smagsprøver på honning, øl og spændende salte og olier.
”Folk vil gerne opleve traditionen og genkendeligheden, men de vil lige så gerne overraskes,” forklarer de to, der i år både har ny og gengangere med blandt udstillerne.
Som noget nyt i år vil mange af kunstnerne demonstrere deres håndværk og give de besøgene oplevelser, inspiration og nye ideer med hjem.
Igen i år er det parrets tre børn, der i cafeen bager økologiske vafler, som de serverer med hjemmelavet syltetøj og hvid gløgg.
”Julen er en tid, hvor vi alle i glimt bliver rørt på følesanserne, og vi sender gode tanker til de mennesker, som vi holder af. Derfor har vi i år lavet et ”hjerterum”, hvor man kan tænde lys og lige en ekstra gang mærke efter i hjertet,” fortæller Anne.