Bestyrelsen for Ørsted Kro er ærgerlig over at tv-vinkel viser by i forfald
Bestyrelsen for Ørsted Kro er både glad og ærgerlig over tv-serie
Bestyrelsen i Ørsted Kro har udsendt en pressemeddelse om sin holdning til tv-serien “Landsbyen der ikke ville dø”, der blev sendt på TV2 fem mandage i oktober og november. Heri lader man forstå at man bestemt ikke er tilfreds med det indtryk af forfald, de danske tv-seere efterlades med om Ørsted, men at man samtidig er glade for den markedsføring af byen, det også er. Op mod en halv million så med.
Ændrede titel og indhold
I august måned 2013 modtog Ørsted Kro en henvendelse fra tv produktionsselskabet STV. Ifølge oplægget ville man lave en dokumentarisk skildring af en gruppe engagerede mennesker og deres projekt med at genrejse byens kro. Udsendelsen skulle hedde ”Kroen”.
Titlen blev undervejs ændret til ”Landsbyen, der ikke ville dø”, og både titlen og indholdet var noget andet, end folkene i Ørsted havde forventet.
“Udsendelsen handlede i langt større grad om alt andet end kroen, og det vi havde forventet efter aftalen med STV. Vi har desværre set en skildring af en by, hvor forfald præger billedet”, hedder det i pressemeddelelsen.
Bestyrelsen savner blandt mange andre ting en beskrivelse af fællesskabet og de frivilliges arbejde, de mange aktiviteter på kroen, den demokratiske proces og byens øvrige frivillige foreningsliv samt en større nuancering af byens mange boliger og forretninger.
Vi står sammen
Bestyrelsen ønskede at inspirere andre ved at fortælle en historie om, at frivillige i fællesskab kan løfte en stor opgave.
Det er dog ikke skidt det hele. For eksempel er det aktivitetsniveau, der er skabt på kroen, aldrig set tidligere. Udsendelserne om Ørsted har også betydet stor interesse fra resten af landet. Byens lokale ejendomsmægler har fået henvendelser fra mennesker, der er interesseret i at flytte til Ørsted, og kroen har modtaget mange mails fra folk i resten af landet, der beundrer byens projekt.
Der har i øvrigt også meldt sig 10 nye aktionærer i løbet af de seneste fem uger.