Fortsæt til indhold

Millionerne ruller ind til Søndervangskolen

En ny kampagne skal være med til at lave gangene om på Søndervangskolen

Samfund
Camilla Olesen

Søndervangskolen i Viby er blevet udvalgt til at være en del af kampagnen Skole+, som betyder, at skolen får op til 3,5 millioner kroner, der skal gøre skolens lange gangarealer til en bevægelsessti til eleverne og skolens øvrige brugere.
Bag kampagnen står Realdania, Lokale og Anlægsfonden og Danmarks Idrætsforbund.
De giver op til 3,5 millioner kroner til projektet, mens resten af midlerne op til syv millioner kroner skal findes via lokal finansiering.
“Vi er ovenud begejstrede for udvælgelsen af vores skole i kampagnen Skole+. Det vil give os en mulighed for realisering og konkretisering af bevægelsesmomenter, såvel inden for skolens institutionelle rammer som i stærk forbindelse med lokalområdet generelt,” siger viceskoleleder på Søndervangskolen, Martin Bernhard i en pressemeddelelse.
Byens Børn og Unge rådmand, Bünyamin Simsek (V) er tilfreds med, at Viby-skolen er kommet med i kampagnen.
“Tillykke til Søndervangskolen og alle de borgere, der bruger skolen som et lokalt mødested. Med projektet bliver det tydeligt, at bevægelse er en integreret del af undervisningen, og det åbner nye muligheder for alle brugerne af skolen,” siger han i pressemeddelelsen.