Ophæv transportkorridoren gennem Nordsjælland
Ole Bondo ønsker sammen med sine borgmestrekolleger fra Fredensborg, Allerød, Egedal og Hillerød at ophæve planerne om transportkorridoren udlagt til Ring 5
For år tilbage rasede debatten om Ring 5, men siden da har der været meget stille om den en kilometer brede transportkorridor tværs gennem Nordsjælland.
Nu tager Ole Bondo Christensen (S) dog sagen frem igen, for sammen med sine bogmestrekolleger i Fredensborg, Allerød, Egedal og Hillerød har han sammen med foreningen 'Nej til Ring5' sendt et fælles brev til miljøminister Kirsten Brosbøl. Heri opfordrer de til, at man ophæver planerne om transportkorridoren.
Læs brevet til miljøministeren her
"Korridoren går igennem adskillige yderst værdifulde naturområder, der siden 1970'erne har været fredet. Omkring 20 gamle landsbymiljøer vil endvidere blive hårdt ramt af en eventuel udnyttelse af korridoren", skriver de i brevet til ministeren.
Hvis ikke planerne om transportkorridoren kan ophæves, anmoder de fem borgmestre ministeren om et møde, hvor der kan tales om en vis inskrænkning af det et kilomterbrede bælte, der er lagt ud til korridoren. Dermed vil kommunerne have bedre mulighed for udvikling af deres område, ligesom borgerne også vil have bedre mulighed for at udvikle og udbygge deres nærmiljø.