Fortsæt til indhold

Ny discount-butik er på vej i Hasle

Går alt efter planen, står en ny discount-butik klar til åbning i starten af det nye år

Samfund
Christina S. Johansen

1000 kvadratmeter med discount-varer er, hvad borgerne i Hasle og andre indkøbsglade aarhusianere kan se frem til i foråret 2015.
I hvert fald hvis alt går, som ejendomsudviklings-virsomheden Innovater håber. Foreløbig har virksomheden anmodet kommunen om at få ændret lokalplanen, så det er muligt at lave dagligvarebutik på stedet.
Det er på Runevej 4 i postnummeret 8210, at den nye discountbutik dukker op.
Helt konkret hvilken kæde, der flytter ind, vil Innovator endnu ikke ud med, da kontrakten ikke er underskrevet.
“Men vi er i forhandling med en aktør, som ikke findes i området i forvejen, og hvor den nye butik passer godt med kædens øvrige butikker i Aarhus,” siger Morten Lykke adm.direktør fra Innovater.

Viborgvej og de lokale

At det lige er blevet Runevej 4, som Innovator og den endnu ukendte butikskæde har set sig lun på, skyldes de store boligområder lige ved siden af samt Viborgvej.
“Ud over den lokale forsyning tror vi også på, at mange vil handle på vej hjem, og butikken kommer jo til at ligge lige ved én af Aarhus' helt store indfaldsveje,” siger Morten Lykke, som ikke lader sig skræmme af, at SuperBest ligger lige overfor.
“Det passer godt med en discountbutik ved siden af SuperBest. Man ser faktisk tit, at butikker ligger sammen på den måde. Og man ser tit, at det faktisk giver flere kunder til området,” siger han.
Omvendt frygter SuperBest heller ikke den kommende butik.
“Det er velkomment. Det er et frit marked, og det er fint med konkurrence - vi skal nok give dem kamp til stregen,” siger SuperBest's butikschef, Jørgen Jensen, der er enig i, at endnu en dagligvarebutik kan have en god synergi-effekt.

Fællesråd godt tilfreds

Fra Hasle Fællesråds side er der også kun positive miner over for endnu en handle-mulighed i området.
“Vi tænker, at det da er lidt voveligt at åbne en butik lige over for en anden butik, men vi har ikke noget i mod det. Er det ikke altid rart med flere indkøbsmuligheder?” Siger Klaus Bendixen, formand for Hasle Fællesråd.
Hos Innovater håber man, at alting kommer til at skride fremad som forventet, så der kan blive byggestart fra august og åbning i det tidlige forår.
“Vi mener, som sagt, at stedet mangler en discountbutik, så vi håber, at området vil tage godt i mod den,” siger Morten Lykke.