Aldi åbner på Runevej i Aarhus V næste år
Til sommer står en ny Aldi efter planen klar i Aarhus V
Inden længe går nedrivningen af de eksisterende bygninger på Runevej 4 i 8210 i gang, og om 1-2 måneder begynder byggeriet af en ny Aldi på stedet, fortæller Morten Lykke, der er administrerende direktør i ejendomsudviklings-virsomheden Innovater.
Den nye butik bliver opført efter Aldis nye koncept med meget lyse forretninger.
“Vi glæder os til at vise, hvordan en moderne Aldi ser ud. Hele facaden er af glas, og butikken har et mere luftigt udtryk,” siger Søren Wahlgreen, der er ejendoms- og udviklingschef i Aldi.
Han kalder Runevej 4 for en god “trafikal placering” med Viborgvej lige ved siden af, og han fortsætter:
“Desuden ligger butikken lige ved et godt boligområde og en fuldsortimentsbutik i form af SuperBest. Det er et godt mix med Superbest og Aldis discount-butik ved siden af hinanden, da alle undersøgelser viser, at forretningerne komplimenterer hinanden mere end de konkurrerer,” siger han.
Søren Wahlgreen fortæller, at kædens butik på Venøvej i Tilst ikke længere er tidsvarende, og at den derfor lukker ned, når den nye forretning åbner.
Glæde og lidt malurt
Hos Ole Pedersen, der er formand for Parcelforeningen Runevej, er der glæde over den nye forretning i området.
“Jeg synes, det er dejligt med flere indkøbsmuligheder,” siger han.
Helt oppe over hovedet er armene dog, ikke for den øgede trafik, som en ny butik giver, bekymrer samtidig formanden.
“Der er i forvejen mange farlige situationer ved Runevej og Jernaldervej. Her ryger jævnligt en cyklist. Mange bruger jo Runevej som en smutvej i myldertiden. Så nytter det ikke noget at argumentere med, at der jo er en tunnel, når folk ikke bruger den,” siger Ole Pedersen.