Fortsæt til indhold

Djursland Bank kaster penge i landsbyklub

Todbjerg Mejlby Håndbold har indgået en to-årig sponsoraftale med bank

Samfund
Kim S. Andersen

Glæden var stor hos den lokale håndboldklub Todbjerg Mejlby IF Håndbold, da den forleden kunne præsentere ny hovedsponsor. Det er tale om Djursland Bank i Lystrup. Aftalen gælder i to år.
“Samarbejdsaftalen med Djursland Bank i Lystrup vil styrke den udvikling, som er i fuld gang i vores klub. Med aftalen her kan vi fortsætte vores ungdomsarbejde, og målet om at være det mest attraktive idræts- og motions tilbud i lokalområdet,” siger formand Gert Bjerregaard, der glæder sig over, at klubbens flagskib, 3. divisions herrer, fortsat er det nordlige Aarhus' mest attraktive hold.

Lyst til udvikling

“Vi har et fantastisk klubmiljø, hvor værdier som fællesskab og samvær er vigtige bestanddele, og vi er en landsbyklub med masser af lyst til en fortsat udvikling. Med vores nye aftale kan vi gøre mere af det, der virker, blandt andet via dygtige træner,” fastslår formanden.
“Som lokalbank ønsker vi at bakke op om lokalområdet og derved være med til at skabe vækst og udvikling. Vi har en ambition om at blive banken i Todbjerg, Mejlby og Hårup-området,” siger afdelingsdirektør Djurslandsbank Bank Lystrup Peter Bredal.