Fortsæt til indhold

Lokalpatriotiske mønstereksempler

Skibsmæglerfirma i Hundested vækster voldsomt, skaber nye jobs, sikrer tilflytning og bidrager stort lokalt

Samfund
Jens Patrick Thiede

VÆKST Baltic Shipping Company (BSC) med hovedkontor i Hundested har den 14. december ligget to år på adressen Ved Isefjorden.
Fra udsigten på første sal kan de ansatte følge med i, om de bookede skibe nu også sejler og ankommer til tiden, eller de kan kaste blikket ud over de åbne horisonter på Kattegat.
Horisonten har de seneste måneder også åbnet sig for fremtiden for det nordsjællandske skibsmæglerfirma, der i oktober passerede skib nummer ti i flåden, og udsigten til snart at skulle ansætte 2-3 personer mere ud over de syv på Hundested-kontoret giver optimisme.

Stærkt lokalt forankret

“Vi valgte at flytte herop ved et tilfælde, fordi vi havde brug for mere plads, og kontoret var ledigt. Det er ligemeget, om vi sidder på en mark i Stevns eller her, for arbejdet foregår pr. telefon og via mailkontakt.”
“Vi troede, det ville være svært at få personale, men det var ikke tilfældet,” fortæller Ronnie Hulstrøm, chartering & agency manager, der selv bor i Hundested.
Et eksempel på en tilflytter er Mikkel Schmidt, der står for agency, chartering og stevedoring. Han har været et år i BSC og er flyttet til byen, hvor han bygger hus med kæresten, der også har fået job i området.
Således udgør parret et mønstereksempel i kommunens planer i vækststrategien om tilflyttere med arbejde.
Den lokale forankring ses også ved, at firmaets skibe indimellem bruger havnene i Hundested og Frederiksværk.
Hvad bidrager virksomheden helt konkret med til lokalsamfundet?
“Vi skaber arbejdspladser, og det meste interiør her er købt i byen. Lamperne er fra glaspusteriet, og selv proviant til skibene købes lokalt,” siger Schmidt.
Hulstrøm supplerer:
“Vi inviterer kunder på lokale restauranter og overnatninger på kroen, og vi bruger lokale vognmænd til fragt. Firmajulegaver købes her, så vi er meget patriotiske og bidrager med rigtig mange penge.”
Firmaet selv er i markant vækst. Årligt håndterer BSC 450 skibe med stigende tendens. Hvad skyldes successen i en trængt branche?

“Vi er mere lokale end de fleste,” siger Mikkel Schmidt (tv) og Ronnie Hulstrøm med udsigt over havnen. Foto: Jan Stephan

Positiv storfamilie

“Vi er som en stor familie og ikke kun en stor koncern. Vores teamwork har jeg aldrig oplevet andre steder før, og vi er rigtig gode til det, vi laver, for branchen har det ikke godt. Men vi er udadvendte og tilbyder kunderne totalløsninger,” siger Mikkel Schmidt.
“Vi koordinerer hele pakken og tilbyder ærlighed og kompetence. Og så skal man bevare en positiv indgangsvinkel trods krisen, for selvom markedet er faldet med 60 procent, så må man bare skaffe en så stor del af det marked, som muligt,” siger Hulstrøm.


FAKTA
Firmaets fire ben
Befragtning af skibe, flytte last fra a til b
Klarering - opgaver ved skibes anløb i havn
Stevedoring - losning og lastning
Ship management - administration af rederiskibe (ti skt.)