Fortsæt til indhold

Kommune kan ikke overholde plejehjemsgaranti

Ældre i Lyngby-Taarbæk må se langt efter en plejehjemsplads. I øjeblikket er der 95 personer på venteliste

Samfund
Af Theis Otzen

Lyngby-Taarbæk Kommune kan ikke opfylde plejehjemsgarantien, som ellers er et lovkrav. Garantien, der blev indført i 2009, skal sikre, at visiterede borgere tilbydes en plejehjemsplads indenfor to måneder. Men i Lyngby-Taarbæk Kommune må de ældre væbne sig med tålmodighed. I øjeblikket bugner ventelisterne til plejehjemspladser. I alt står 95 personer på venteliste og cirka 25 er omfattet af garantien. På et år er ventelisten vokset massivt, og aktuelt er der 40 flere på venteliste end i november 2013.
Udviklingen bekymrer Ældre Sagen i Lyngby-Taarbæk.
"Det synes vi ikke er i orden. Ældre Sagen mener, at kommunen skal overholde plejehjemsgarantien. Plejehjemmene er blevet udbygget og renoveret, og da burde man have taget hensyn til prognoserne. Det er svært af forstå, hvis det skulle være et pludseligt opstået problem. Det kan måske være svært at opfylde hver enkelts ønske om et bestemt plejehjem, men så må der finder midlertidige løsninger.
Garantien skal overholdes. Det er vigtigt, det er ældre borgere, der skal have hjælp," lyder det fra Helle Nielsen, der er formand for Ældre Sagen i Lyngby-Taarbæk.

V vil udsætte lukning

Fra begge sider af byrådssalen er man opmærksomme på det øgede pres på plejecentrene.
"Den lange venteliste giver et skræmmende billede. Når vi så samtidig har rigtig mange færdigbehandlede patienter, der ligger på hospitalet i lang tid uden at kunne komme på en plejehjemsplads, så har vi et problem. Især set i lyset af, at vi næste år skal lukke 21 plejehjemsboliger som en del af budgetaftalen," siger Søren P. Rasmussen, der erkender, at han selv har været med til at stemme for, at lukke plejehjemspladser.
"Vi synes dog, at når der nu er så meget pres på, at man derfor bliver nødt til at vente med at lukke dem, indtil de 40 nye omsorgsboliger ved den gamle Statsskole er færdigbyggede," siger Søren P. Rasmussen.

Formand: Høj standard vigtig

Bodil Kornbek (S), der er formand for Social- og Sundhedsudvalget, er heller ikke glad for de lange ventelister og er klar på at finde en løsning hurtigt.
"Det er skrækkeligt, at vi ikke kan overholde plejehjemsgarantien. De her tal svinger ekstremt meget, og det er vanskeligt præcist at forudsige behovet, og kapaciteten er derfor baseret på prognoser om udviklingen i plejeboligbehovet.
Prognoser indebærer altid en vis usikkerhed, som betyder, at vi både kan risikere for få eller for mange boliger.
Har vi for mange boliger, så er det en udgift som dækkes af den fælles kommunekasse. Har vi for få boliger, så er nogle af vores ældre borgere, der kommer til at vente for længe på en bolig. Det er selvfølgelig ikke hensigtsmæssigt og slet ikke i overensstemmelse med, hvordan vi ønsker det skal være," siger Bodil Kornbek, som i modsætning til Venstres Søren P. Rasmussen ikke vil lægge sig fast på en løsning endnu.
"Der er flere ting i spil. Vi skal hurtigst mulig se på, hvad vi kan gøre. Det er dog vigtigt for mig, at vi sikrer, at boligerne er tidssvarende. Jeg kan ikke leve med, hvis vores ældre får boliger, som ikke lever op til en ordentlig standard. De skal ikke placeres i små rum, hvor der ikke er plads. En plejebolig er de ældres nye bolig, hvor de skal indrette sig og sætte deres personlige præg, som i en hver anden bolig." siger Bodil Kornbek, der selv nævner muligheden for, at kommunen køber plejehjemspladser i nabokommuner.
Udvalget skal drøfte sagen på onsdag.