Fortsæt til indhold

Håndværkere og Rosenhøj-beboere i dyst

For første gang har der været Rosenhøj Cup mellem håndværkere og beboere

Samfund
Camilla Olesen

Samme dag som VM i fodbold startede, var der Rosenhøj Cup mellem beboerne og håndværkerne, der er i gang med det store ombygningsprojekt i boligblokkene, arrangeret af Enemærke & Petersen, Wicotec Kirkebjerg og Nabouset. Idéen er, at det skal være med til at fremme trivslen og fællesskabet, mens renoveringen står på. Efter en intens kamp vandt håndværkerne 8-6, som dermed har fået pokalen i hvert fald indtil næste år, hvor beboerne får mulighed for revanche.
“Det var en dejlig oplevelse at få lov til at møde nogle af de mennesker, som er i gang med at renovere Rosenhøj. Jeg håber, at man i fremtiden kan lave flere af de her arrangementer, da det er med til at styrke samarbejdet og fællesskabet mellem håndværkere og beboere,” siger beboer Abdul Hamid Rahimi i en pressemeddelelse.
Jesper Finnerup fra Enemærke & Petersen er også begejstret:
“Vi er meget glade for at få lejlighed til at møde Rosenhøjs beboere under lidt mere afslappede forhold. Selv om vi bliver taget rigtig godt imod, når vi renoverer i lejlighederne, ved vi godt, at det er hårdt. For os er det vigtigt, at folk ved, at vi er mennesker, der bygger for mennesker.”