Kontorhotel står bag nyt iværksætter-magasin
Iværksættere fra Klamsagervej32 i Åbyhøj er gået sammen om et magasin
I sidste uge fik Aarhus et nyt magasin målrettet byens iværksættere, virksomheder og studerende. Navnet på magasinet er “32”, og det er udviklet samt produceret i fællesskab af de iværksættere, som holder til på kontorhotellet Klamsagervej32 i Åbyhøj.
“Ideen med magasinet er at vise, at iværksætteri kan være et fedt alternativ til et lønmodtagerjob. Samtidig giver vi de mange små virksomheder, der trives i byens iværksættermiljø, en platform, hvor de kan dele deres erfaringer og fortælle om deres virksomheder,” lyder det i en pressemeddelelse fra Martin Poul Pedersen, der er freelance journalist og kommunikationsrådgiver samt redaktør for det nye magasin.
Magasinet kredser om temaerne købmandsskab, nytænkning og iværksætteri.
Fire-fem gange årligt udkommer magasinet i et oplag på 5.000 eksemplarer, som deles ud til virksomheder, uddannelsesinstitutioner og mødesteder i byen. Magasinet har fået et mindre beløb fra Aarhus Kommunes Iværksætterpulje til opstart.