Fortsæt til indhold

Benhård kamp om 90.000 kroner til skolerne

Børnebyrådet udmærkede sig igen i det demokratiske kompromis svære kunst

Samfund
Af Berit Aagesen

Gribskov: "I er i den heldige situation, at I skal bruge penge og ikke spare penge, som vi meget ofte er nødt til i Byrådet", sagde formanden for Børneudvalget i Gribskov Kommune Trine Egetved, da hun tirsdag formiddag bød 18 elevrådsrepræsentanter fra kommunens ni folkeskoler velkommen til det årlige 'Børnebyrådsmøde'.
Repræsenteret af to elever fra hver skoles 5. klasser skulle en pulje på 90.000 kr., på bedste demokratiske vis, fordeles til skolerne og bruges til en aktivitet, der har den største glæde og gavn for flest mulige.
I forvejen havde hver skoleafdeling lavet en ansøgning med tre prioriteter alt efter prisindikation, en begrundelse og en nytteværdi.
Det viste sig, at der var god grund til at 'spidse blyanterne', da det samlede beløb på elevernes ønsker på 283.193 kr., skulle skæres ned til 90.000 kr.

Leg og bevægelse en god begrundelse

I år blev børnebyrådsmødet afholdt i byrådssalen i Helsinge og det var nogle meget forventningsfulde og spændte elever, der skulle lege Byråd for en dag.
"Vi føler os meget voksne, når vi sidder her i byrådssalen. Vi er nervøse og spændte, for tænk hvis vi siger noget forkert", smiler Sofie og Freja fra Gilbjergskolens Blistrup afdeling, selvom de indrømmer, at de har øvet lidt med kammeraterne der sidste år var elevrådets repræsentanter.
”I år ønsker vi os løbejul, hjelme og ramper. Sidste år fik vi airhockey, som vi bruger rigtigt meget, så vi vil gerne have, at flere komme ud og bevæger sig i den friske luft", tilføjede de.
Det var da også den gennemgående begrundelse fra skolernes ønsker: Leg og bevægelse, frisk luft og væk fra mobil og computer i sociale sammenhæng mellem både drenge og piger.

Det var benhårde kampe, men alle nåede i mål.

Sammen med repræsentanter fra Børneudvalget fik de unge elever en smag for, hvad byrådsarbejde blandt andet går ud på af vanskelige forhandlinger, betydningen af demokrati og samarbejde samt at have talegaverne i orden.
Trine Egetved ledte slagets gang, mens Ulla Dræbye og Birgit Roswall styrede de svære gruppeforhandlinger.
Efter første runde var beløbet barberet ned til 103.00 kr., men efter en vanskelig 2. runde lykkedes det til sidst at få skåret ned til de sidste 90.000 kr.

Hvad fik så eleverne med hjem:

Bjørnehøjskolen Annisse fik 8.800 kr. og må vælge mellem vandautomat eller skaterramper.
Gilbjergskolen Blistrup fik 10.000 kr. til løbehjul, hjælme og ramper.
Gilbjergskolen Parkvej fik 12.000 kr. afsat til skater ramper.
Gribskolen Græsted fik 6.203 kr. til basketball kurv.
Gribskolen Tingbakken fik 11.000 kr. til to 7 mands fodboldmål.
Nordstjerneskolen Helsinge fik 11.000 kr. til hjælp til parkour bane.
Nordstjerneskolen Ramløse fik 11.000 til edderkoppegynge eller skaterramper.
Sankt Helene Skole i Tisvilde fik 10.000 til shelter.
Sankt Helene Skole Vejby fik 10.000 afsat til svævebane
Et total på 90.003 kr.