SuperBrugs-chef stopper på toppen
Niels Bjerg-Nielsen fratræder efter eget ønske og afløses på posten til november
Et af Hørnings kendte ansigter i detailhandlen afløses om et par måneder på posten som førstemand for byens flagskib på butiksområdet.
Internt i bestyrelsen i SuperBrugsen har det længe været kendt, at Niels Bjerg-Nielsen ville stoppe senest med udgangen af 2014. Men udadtil har det overrasket.
“Jeg har set, hvordan det kan gå, hvis man bliver hængende for længe. Jeg vil i stedet slutte på toppen og på en god måde,” siger Niels Bjerg-Nielsen.
Niels Bjerg-Nielsen kom til Hørning midt i januar 1989. Siden har supermarkedet udviklet sig fra 25 til 125 millioner kroner i omsætning med sorte tal på bundlinjen. I 2013 et overskud før skat på 3.1 million kroner.
Bestyrelsen forventes snart klar med en afløser for Niels Bjerg-Nielsen, der stopper i butikken pr. 1. november og fratræder endeligt med årets udgang.
Formandsposten for Hørning Cityforening overtages af næstformanden, slagtermester Torben Nedergaard, Mesterslagteren.
Niels Bjerg-Nielsen, der er 61 år, går ikke på pension. Han skal være med til at udvikle det kommende butikscenter og lejlighedskompleks på Marmorpladsen i Hørning.