Lokale firmaer skal udvikle fremtidens vand
Skanderborg Forsyningsvirksomhed samarbejder med Kamstrup og andre lokale virksomheder om fremtidens vandteknologi
Skanderborg Forsyningsvirksomhed er gået sammen med Kamstrup og flere andre lokale virksomheder i et innovativt samarbejde. Målet er, at finde en helt ny måde at tænke vandteknologi på i fremtiden.
Noget der vil kunne mærkes direkte hos forbrugerne, som vil kunne mærke en ny forsynings- og servicemodel. Samtidig vil projektet også give regionen en betydelig vækstgevinst i form af nye arbejdspladser.
Nyskabende samarbejde
”Samarbejdet er nyskabende på flere måder. Med dette testområde skaber vi blandt andet grundlag for et forbedret samarbejde og udvikling mellem regionale virksomheder. Det kan være med til at fremme eksportmuligheder og fastholde Danmarks position på vandområdet. Det er et stort marked. For eksempel forventes Kina at bruge en milliard kroner om dagen de kommende år på dette område. Så det er min forventning, at dette projekt også kan være med til at sikre flere lokale arbejdspladser,” lyder det begejstret fra formand for Skanderborg Forsyningsvirksomhed, Henrik Müller, i en pressemeddelelse.
Projektet har modtaget et millionbeløb fra Miljøteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram, som er en ordning under Miljøministeriet.