Fortsæt til indhold

Klitvej 120 i Fjellerup solgt til Norddjurs Kommune

Kommunen har foretaget opkøb af hus på Klitvej i Fjellerup

Samfund
Anette Bonde

Klitvej 120, der ligger i den østlige ende af Fjellerup Strand, er blevet opkøbt af Norddjurs Kommune med henblik på senere brug til rekreativt område. Købet indbefatter det gamle ishus, bygninger og 1,2 ha.
Borgmester Jan Petersen oplyser, at der er tale om et strategisk opkøb. Købet giver mulighed for at udvikle stranden oplevelsesmæssigt, rekreativt og naturmæssigt med strandaktiviteter og naturformidling, nævner han, men der er ingen konkrete planer.
“Dets placering er en platform for udviklingsafdelingen for at kunne udvikle Fjellerup Strand og eventuelt lave en sammenhæng og kobling til Meilgård-skovene. Det kan blive et interessant miljø i fiskerlejet Fjellerup.”

"Historie, der er vigtig at fastholde"

Han tilføjer, at kommunen ikke i forvejen ejer særlig meget jord og ejendomme i Fjellerup Strand. Som nævnt kan Jan Petersen ikke komme nærmere ind på planerne, men han nævner, at der for eksempel er ønske om fortsat at lade det gamle ishus være en profil.
“Det gemmer en historie, som er vigtig at fastholde.”
Han understreger, at der ikke er planer om at flytte noget, for eksempel Blå flag, som der har været talt om i området, men om at supplere det, der er.