Halprojektet i Søften kan fortsætte
Glæde hos borgmester og formand for SKIC
Naboklager fra beboere tæt på det område, hvor tilbygningen til hallen ved Præstemarkskolen er planlagt, er allerede nu behandlet af Natur- og Miljøklagenævnet.
Resultatet er glædeligt for den gruppe, der står bag projektet. Men også for kommunen, da afgørelsen blåstempler kommunens behandling af dispensationerne.
Klagerne har blandt andet gået på at den nye hal ikke vil passe ind i landskabet og til de eksisterende bygninger. Klagerne ville gerne have den flyttet nord for den nuværende hal og have bygget taget med rejsning i stedet for i fuld højde.
Fra Favrskov Kommune har der skullet gives nogle dispensationer, og til dem siger nævnet:
”Nævnet finder ikke grundlag for at betvivle, at kommunen i forbindelse med afgørelsen om dispensation har foretaget en vurdering baseret på planlægningsmæssigt relevante hensyn.
Natur- og Miljøklagenævnet kan ikke give medhold i klagen over Favrskov Kommunes afgørelse om dispensation fra lokalplanen til opførelse af en idrætshal med facader i delvist teglsten og med fladt tag på ejendommen.”
Glæde hos SKIC
“Vi er glade for at det er gået så hurtigt, vi vil gerne have halbyggeriet i licitation inden nytår,” lyder det fra formand for SKIC, Michael Ryevad.
En snak med kommunen skal nu afklare hvor hurtigt det kan lade sig gøre.
“Vi håber klagerne vil finde glæde ved projektet alligevel - på byens vegne. Vi ved at det kan være træls og irriterende at få ødelagt udsigten, men forhåbentlig kan de også få glæde af nogle af de tilbud, der vil komme i hallen, fordi det bliver et godt byggeri,” siger formanden der nu ser frem til at bestille pølsevogn hos SGF's Venner og flagalle igen.
Det måtte han nemlig trække tilbage, da klagen landede hos Natur- og Miljøklagenævnet. Dengang var første spadestik nemlig allerede planlagt.
Et stort aktiv for Søften
“I kommunen er vi glade for den hurtige sagsbehandling, især fordi gruppen bag byggeriet frygtede at priserne på byggeriet steg,” siger borgmester Nils Borring (S).
“Der er nogle af husene på engen der får en noget anden udsigt, men for de fleste er der altså et stykke vej til hallen. Man køber altså ikke en evig udsigt, det er lidt det samme som at etablere en motorvej,” siger han i en kommentar til klagernes situation, som han så udemærket forstår.
“Det her bliver et stort aktiv for Søften-området i en god kvalitet,” siger han.