I må ikke lukke bosted for psykisk syge
Organisationens afdeling i Fredensborg-Hørsholm er nu gået ind i sagen om lukning af bostedet Bolero i Hørsholm
Lige inden Hørsholms politikere skal træffe den endelige beslutning at lukke bostedet Bolero på Bolbrovej i Hørsholm, kommer SIND Fredensborg-Hørsholm nu med en indtrængende appel om at bevare tilbuddet, hvor der i dag bor fem midaldrende og ældre mænd med psykisk handicap.
"Der er tale om et bosted, som har stor værdi for beboernes livskvalitet, og som af hensyn til dem derfor bør bevares. En opløsning af deres mangeårige bolig og dermed deres fællesskab og tvangsforflytning til andre kommuner vil være en så indgribende ændring i deres livsvilkår og dermed deres livskvalitet, at det nærmere sig en uanstændig behandling af svage borgere i en fremskreden alder," siger Esbjørn Molander, formand for bestyrelsen i SIND Fredensborg-Hørsholm,.
Nedlægger Hørsholm Kommune Bolero skal beboerne sendes tilbage til de kommuner, de kom fra.
Begrundelsen for at lukke botilbuddet har været en rapport fra Tilsynet, som kritiserede beboernes forhold, der ikke levede til op nutidig standard for sociale botilbud med fx. bad- og toiletadgang.
Beboerne er glade
En sådan renovering af Bolero vil dels kun give plads til tre beboere, dels vil det ikke længere være rentabelt for Hørsholm Kommune at have bostedet.
Men Esbjørn Molander fremhæver, at hverken beboerne eller tilsynet har ønsket dagens standard med hensyn til at få eget bad og toilet.
"De fem beboere er meget glade for at bo her og trives fint med at deles om de to toiletter og tre badekabiner der er og ønsker at blive boende. Samtidig mener Tilsynet mener, at der overordnet set er tale om et veldrevet botilbud med et harmonisk fællesskab med beboere, som i vid udstrækning er selvhjulpne," understreger Esbjørn Molander.
Desuden gør formanden for SIND Fredensborg-Hørsholm opmærksom på, at Tilsynet har bemærket, at der sjældent er behov for personale om natten og i weekenderne, og voldsepisoder forekommer meget sjældent.
"Tilsynet finder derfor ikke grundlag for at kræve Bolero lukket, men gør en godkendelse betinget af, at kommunen blandt andet udarbejder en handleplan for istandsættelse af bostedets fysiske rammer", tilføjer Esbjørn Molander.
En billig løsning
Han mener faktisk, at der ligger en billig løsning for bevarelse af Bolero, fordi huset fremstår i umiddelbart god stand, og der er investeret betydelige beløb til løbende istandsættelse.
"Beboerne er selv kommet med ønsker til forbedringer, og de er ikke voldsomt udgiftskrævende. Slet ikke i lyset af, at Hørsholm Kommunes indtægter fra den mellemkommunale betaling overstiger driftsudgiftnere for bostedet med ca. 200.000 kroner," fastslår Esbjørn Molander.