Fortsæt til indhold

Nabokommuner går sammen om at bekæmpe trafikstøj

Inspireret af Doll Living Lab vil Vallensbæk i samarbejde med nabokommunerne lave et fuldskala støjlaboratorium

Samfund
Jørgen Brieghel

Doll Living Lab i Hersted Industripark har ikke bare sat Albertslund på verdenskortet, når det gælder udvikling af fremtidens intelligente gadebelysning.
Det har også inspireret andre.
Vallensbæk kommune har nemlig set Doll lyslaboratoriet, hvor gadebelysning udvikles og testes 1:1 ude i den virkelige verden. Og så har Vallensbæk tænkt: Hvorfor ikke lave et tilsvarende laboratorium – men for støj?
Meningen med det nationale laboratorium er at indsamle, opbygge og formidle viden om støjbekæmpelse gennem demonstrationsprojekter og forsøg, som i praksis tester støjreducerende løsninger.
Albertslund, Ishøj og Brøndby overvejer at gå med. Hvis kommunalbestyrelsen i Albertslund har samme opfattelse som Miljø- og Byudvalget, hægter Albertslund sig på projektet.
Miljø- og Byudvalget sagde nemlig ja på det seneste møde – dog med forbehold for økonomien.

Støj i Albertslund

"I det daglige foretager vi mange beregninger af støj, når vi bygger og planlægger. Men det er altid baseret på teoretiske beregninger", siger formand for Miljø- og Byudvalget, Leif Pedersen (SF).
"Med det nye støjlaboratorium kan vi blive mere præcise, fordi vi kan foretage støjmålinger ude i den virkelige verden".
Albertslund er plaget af støj, men nok relativt mindre end mange af de øvrige forstæder.
I Albertslund er der navnlig problemer med støj fra motorveje, Roskildevej og jernbanen mellem København og Roskilde.
Albertslund står i de kommende år overfor en større udvikling af Albertslund Midtby blandt andet Albertslund Centrum, Fængselsgrunden, Hyldagergrunden med bl.a. nye boliger, hvor støj er en klar udfordring.
Det er baggrunden for, at Albertslund nu efter alt at dømme går med på Vallensbæks idé med et støjlaboratorium.

Det er planen

Projektet gennemføres i to etaper:
Først går man i gang med at finde samarbejdspartnere, at kortlægge og designe og at sikre økonomien.
Derefter opføres et showroom for eksisterende løsninger i samarbejde med erhvervslivet. Samtidig skal der udvikles og testes nye løsninger i offentlige private partnerskaber. Endelig er sidste fase også der hvor de konkrete resultater og løsninger skal nå ud til borgerne.