Lokale unge er med i film
Herredsvang-drenge er med i ny aarhusiansk ungdoms-komedie, der sætter fokus på mobning
I søndags havde filmen Nørd i Ghettoen premiere i Øst for Paradis.
Det er filminstruktøren Kaywan Mohsen fra Aarhus V, som står bag spillefilmen, der handler om mobning og dens mange ansigter.
Filmen er en ungdoms-komedie, som har Herredsvang-drengene fra TMT med i nogle biroller, og Aske Sonnenborg fra Borum og Sabro spiller hovedrollen i den.
Kaywan Mohsen, der har flere spillefilm og priser bag sig, har siden 2011 arbejdet på projektet sideløbende med sin ansættelse i UngiAarhus.
Hvad, der skal ske med filmen efter premieren, er fortsat uvist, fortæller Kaywan Mohsen.
“Målet er, at den på et eller andet tidspunkt kommer til at ligge gratis på internettet, så alle får mulighed for at se den, og eksempelvis skoler kan bruge filmen i forhold til at snakke om mobning,” fortæller Kaywan Mohsen.