Kalundborg vækster og vækster
Virksomhederne i Kalundborg Kommune har det godt og væksten fortsætter i den nordvestsjællandske kommune.
VÆKST I det seneste kvartal steg den samlede omsætning for virksomheder i Kalundborg Kommune med knap en halv mia. kr. til 9,7 mia. kr. i 1. kvartal 2014 – svarende til en procentmæssig stigning på godt 5.
- Det er en imponerende stigning på 6%. Vi har armene højt hævet. Vi er glade for vores virksomheder og arbejder derfor for at hjælpe virksomhederne ved at give dem nogle rammer som de kan drive virksomhed i, siger borgmester Martin Damm.
Set over det seneste år har Kalundborg Kommune haft en stigning på 613 fuldtidsstillinger. Det er især i bygge/bolig, energi/miljø og medico/sundhed stigningen ses.
I samme periode er der kommet 163 færre offentlige arbejdspladser i Kalundborg Kommune. Så samlet er der en stigning på 450 arbejdspladser.
Tallene stammer fra Vækstregnskab 2014 - 4. kvartal som Center for VækstAnalyse (Væksthus Sjælland) står for.
- Rapporten er særdeles god læsning for Kalundborg Kommune. Der er kun ganske få bump på vejen mod fortsat vækst. Et lille bump er, at beskæftigelsen i 4. kvartal af 2013 faldt en smule. Men samlet set er det en meget stor stigning, siger Martin Damm.
Eksporten stiger også
Et andet imponerende tal er eksporten. Eksporten fra Kalundborg Kommune udgør nu en fjerdedel af den samlede eksport fra Region Sjælland.
- Kalundborg Kommune er begunstiget med en gruppe meget store virksomheder. Disse virksomheder, som har mere end 99 ansatte, udgør 42 procent af den private beskæftigelse i Kalundborg Kommune, fortæller Martin Damm.
Virksomhederne trives i kommunen og blandt andet derfor har kommunen fortsat fokus på at hjælpe virksomhederne til at finde fodfæste og udbygge i kommunen.
For kort tid siden har Kalundborg Kommune købt store udstykningsområder i både Gørlev og Kalundborg - så kommunen er klar til vækst.
- Vi skal også fokusere på at veksle vækst til bosætning, så alle de nyansatte - hvis de ikke allerede bor i kommunen - ved hvilke gode tilbud Kalundborg har til dem, fx at de kan gøre transporttid til kvalitetstid, at der er billige boliger midt i landet og masser af fritidstilbud i vores mange foreninger, siger Martin Damm.
sl