Se hvad den koster
Erhvervs-parret Anders og Mette Moesgaard skiller sig nu af med den firlængede gård på Rungsted Strandvej
Hvis du står med 20 millioner, du ikke lige ved, hvad du skal bruge til, så kan en af Hørsholms mest kendte ejendomme, Mikkelgaard, blive din.
Det 420 kvadratmeter store fredet landsted på Rungsted Strandvej, direkte ud til Øresund, har ejerne Anders og Mette Moesgaard nu sat til salg hos statautoriseret ejendomsmægler Ivan Eltoft Nielsen for det runde beløb á 20 millioner kroner kontant, eller 1 million i udbetaling og månedlig netto på 119.129 kr.
Den nyeste ejendomsvurdering lyder på 7,2 millioner kr.
Mikkelgaard har i mange år været synonym med restaurant, der under flere forpagtere er blevet drevet med skiftende succes. Samtidig er den gamle vognport, der nedbrændte i 2005, blevet et lidet flatterende kendetegn ved den ellers idyllisk beliggende gård med voldgrav og bro til gårdspladsen med toppede brosten.
Hotelprojekt i skuffen
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra ejerne af Mikkelgaard, Anders og Mette Moesgaard.
Ejendomsmægler Ivan Eltoft Nielsen vil forløbige blot bekræfte, at han har fået til opgave at sælge den firlængede ejendom for parret.
Af hans salgsfremstilling fremgår det, at bygningen er i flot stand overalt og i dag indrettet til restaurationsdrift, men der foreligger et projekt på et eksklusivt hotel med 21 værelser. I dag tæller ejendommen 9 værelser.
Kun fantasien sætter grænser
Mikkelgaard kan dog også anvendes til liberalt erhverv og domicil, helårsbeboelse eller sommerhud uden bopælspligt.
"Kun fantasien sætter grænser for det næste eventyr på Mikkelgaard," skriver ejendomsmægler Ivan Eltoft Nielsen.
Dertil kommer den gamle vognport, som må genopføres med 565 kvm.
Gården blev opført i 1916 for komponisten Hakon Schmedes og som en kopi af en 1600-tals firlænget herregård omgivet af en voldgrav.
Grundarealet er på 1.908 kvadratmeter.