Fortsæt til indhold

Gør bilen klar til det djurske vintervejr

Både af hensyn til sikkerhed og pengepung er det en god idé at tjekke bilen

Samfund
Mogens Greve

Med vinterens komme er der flere gode råd, man bør følge for at klargøre bilen.
Centerleder Christian Gøttsche fra Euromaster i Grenaa giver nogle tips til, hvad man skal være opmærksom på.
Uanset om det regner, fryser eller sner, slider vintervejret hårdt på vores biler.
”Både af hensyn til sikkerheden og pengepungen er det en god idé at være på forkant og gå køretøjet efter i sømmene ved indgangen til vinteren,” siger centerleder Christian Gøttsche fra Euromaster i Grenaa.
”Det er en rigtig god idé at få bremserne skilt ad og smurt regelmæssigt, da man på denne måde kan komme en dyr reparation eller udskiftning i forkøbet. Selvom man er opmærksom på larm og skurren, kan det være svært at mærke, om bremseklodserne er slidt ned.”
Også håndbremsen bør tjekkes regelmæssigt.

Få vinterdækkene på

Dækkene er i sagens natur også væsentlige for sikkerheden om vinteren.
”Man bør køre med korrekt lufttryk, og det er sund fornuft få vinterdækkene på, så snart der er risiko for nattefrost, både af sikkerhedsmæssige årsager, men bestemt også fordi der er god økonomi i at bruge de rigtige dæk til den rigtige årstid.”
Mindstekravet til dækmønstrets dybde er 1,6 mm.
”Vi anbefaler dog minimum 3 mm. Det er også en god idé at tjekke, om slitagen er ens på hele dækfladen. Hvis ikke, kan det være tegn på, at styretøjet er skævt eller indstillet forkert.”
Gode dæk forbedrer sikkerhed og køreegenskaber. Desuden kan der spares mange penge ved at køre med korrekt lufttryk, da dækkene sliddes langsommere, samtidig med at benzinøkonomien forbedres. Man bør også tjekke kølervæskestanden - ikke mindst på ældre biler, som ikke advarer om lav væskestand.
”Det er også vigtigt med et godt batteri. I fem graders frost mister det halvdelen af den fulde kapacitet.”
Det kan være svært at se på batteriet, om det er slidt. De fleste batterier er vedligeholdelsesfrie, og som tommelfingerregel anbefales udskiftning, når det er cirka fem år.