Fortsæt til indhold

Næsten hver femte Egedal-lærer har sagt op

18,5 procent af den samlede lærerstab i kommunen har sagt op i år og dobbelt så mange som normalt er langtidssyge

Samfund
Af Mette B. Sørensen

I alt har 18 lærere i Egedal valgt at sige deres stilling op siden 1. august. Det oplyser Egon Agerlin, Centerchef for Skole og Dagtilbud.
Hvis de 18 lærere lægges i puljen over lærere, der sagde op i første halvdel af året, er man nu oppe på, at 104 lærere har sagt farvel til lærergerningen i Egedal Kommune.
Det svarer til, at ca. 18,5 procent af den samlede lærerestab i kommunen - eller næsten hver femte lærer - har sagt op i 2014.
"Vi har haft 18 opsigelser siden 1. august, hvoraf nogle af dem er lærere, der har valgt at gå på pension. Det er dobbelt så mange opsigelser som i samme periode sidste år, men de er allesammen begrundet i, at man gerne vil have et arbejde, der er tættere på ens bopæl," siger Egon Agerlin, som samtidig fortæller, at der ifølge hans oplysninger ikke er nogle vakante lærer-stillinger.
Centerchefen fortæller, at der måske er nogle enkelte lærere, som er trætte af den måde man driver skolerne på i Egedal Kommune, men siger:
"Jeg synes ikke, at det er et kæmpestort problem, at der er nogle der forlader Egedal Kommune, på baggrund af de meldinger, jeg har hørt. Det man skal huske på er, at det jo lige så meget er et landsdækkende problem. Det her er ikke enestående for Egedal Kommune. Samtidig skal man huske på, at der hos os er rigtig mange forandringer, fordi vi både har en ny skolereform, ny arbejdstid og en ny skolestruktur. Det er tre store forandringer, læreren skal forholde sig til."

Flere langtidssyge

Og netop det, at der i Egedal Kommune også er en ny skolestruktur kan være medvirkende faktor til, at antallet af langtidsledige lærere også er steget.
Pt. er 13 lærere langtidssyge, hvilket er omtrent dobbelt så mange som normalt, fortæller centerchefen.
"Det er vi selvfølgelig opmærksomme på. Der er nogle lærere, der bliver rigtig stresset over de nye arbejdsforhold," siger Egon Agerlin og fortsætter:
"Vi ved, at lærerne har gjort et rigtig stort stykke arbejde og brugt meget tid på forberedelse og samarbejde, og nu skal det pludselig gøres indenfor 38 timer. Der er ingen tvivl om, at det er en vanskelig proces, og det anerkender jeg fuldt ud."
Da der er problemer med lønsystemet, kan Egon Agerlin ikke oplyse, præcist hvordan sygefraværet er, men han mener, at det ligger på omtrent en procent over det normale leje.

Lokalavisen Egedal har flere gange skrevet om lærerflugten i kommunen. Her ses en artikel fra den 24. juni.
Den 8. juli kan Lokalavisen fortælle om 86 lærer-opsigelser på et halvt år.
Den 18. marts står forældrene i 9.A på Stengårdsskolen i Ølstykke frem og fortæller om manglende vikardækning og nedskæring i timetal.