Fortsæt til indhold

“Kunder giver os et kram”

Den kendte tøjbutik i Hammel fejrede 30 års jubilæum. I dette portræt kan du læse lidt om de første år i byen

Samfund
Michael Wulff

“Det er jo ikke mit jubilæum, men mine kunders. For uden dem, havde jeg ikke haft butikken her i så mange år.”
“Og det sker jævnligt, at vi får en krammer fra dem. Det er rart.”
Butikken Ketty Skou i Østergade i Hammel kunne forleden fejre sit 30 års jubilæum.
Det skete over tre dage, hvor Ketty Skou fik hilst på rigtig mange af de trofaste kunder, hun har samlet sammen gennem de mange år.
“Jeg har mange stamkunder, som jeg er glad for at se og lave lidt om på indimellem,” fortæller Ketty Skou, da vi sætter os i de to bløde stole midt i butikken.
Her kan manden sidde og nyde en kop kaffe, mens fruen kigger på tøj.

Styler kunderne

Ketty Skou kender sine kunder, bedre end de kender sig selv, får man hurtigt indtryk af.
“Når en kunde kommer ind, så beder de ofte om en stil, som de kender og har i forvejen.”
“Men jeg vil gerne være med til at flytte dem lidt, få dem til at prøve noget nyt. Det lykkedes faktisk ofte,” fortæller hun.
Hun kan også huske kunderne og deres tidligere valg.
“Vi har jo tavshedspligt om vores kunder, men denne historie må jeg gerne fortælle, ved jeg.”
Og så fortæller Ketty Skou om den kvinde, som kom ind og ville se på en sort jakke. Men sådan en havde kunden allerede købt, vidste Ketty Skou.
“Hvor hænger den så, spurgte kvinden mig. Det vidste jeg naturligvis ikke, men jeg kunne fortælle hende omstændighederne fra den dag, hvor hun købte den.”
“Nå, svarede kunden, den. Den har jeg glemt i udlandet på en ferie.”
Og så købte hun en ny.

“Vi ser på kunderne, anderledes end de ser sig selv. Vi ser deres fordele,” fortæller Ketty Skou, der gennem 30 år har forandret mange af sine kunder.

Den første tid

Ketty Skou åbnede sin første forretning i et fugtigt lokale i smøgen i Vestergade i Hammel for 30 år siden. “Jeg måtte tage alt tøjet med hjem hver aften. Og loftet faldt ned, så vi måtte starte med at sætte det op igen.”
Ketty Skou roser Hammel i dag, som en fantastisk handelsby med gode butikker og et godt sammenhold. Men hun kan også huske sin opstart
“Man skulle jo kigges efter i sømmene, men jeg overlevede de første halvandet år og flyttede så herhen i Østergade.”
“Men jeg fik også at vide, at jeg ikke rigtig passede ind i Hammel by. Og andre erhvervsdrivende foreslog mig at leje en butik i Aarhus i stedet.”

Nye ting på hylderne

Ketty Skou blev dog i Hammel, hvor hun fortsatte med at skille sig lidt ud.
“Jeg har altid ledt efter ting, som ingen af de andre har. For 30 år siden kunne det godt opfattes som en provokation, når der pludselig kommer andre ting på hylderne.”
Ketty Skou føler sig heldig, for hun beskæftiger sig med det, hun allerbedst kan lide.
“Min hobby er også mit erhverv,” siger hun, der fortsat er med i forreste linje. Også til hendes populære årlige efterårsmodeshows i Inside.
“Siden bruden kom ind med sløret i favnen, står jeg nu selv i kulissen og styrer det. Tidligere troede jeg, at jeg skulle være konferencier, men det har jeg andre til i dag.”