Fortsæt til indhold

Kleis og Leth på vej for at erobre verden

Ungt iværksætterpar sætter alt på et bræt for at skabe deres eget lille imperium af handelsselskaber og leve af dem resten af deres dage

Samfund
Arkiv

Det er gået rigtig stærkt for de to unge, målbevidste iværksætter-drenge fra Skanderborg, 20-årig Chris Kleis og 19-årig Christian Leth fra Skanderborg, siden de i sommer startede deres eget holdingselskab, Kleis&Leth Holding, op.
Indtil videre har de søsat kasketbutikken Capshoppen. og Pavoscreen Scandinavia, der sælger skærmbeskyttelse til tablets og smartphones. I det firma er det lykkedes dem at få en aftale i hus med Dansk Supermarked, og det har allerede sikret de dem en omsætning nær de 100.000 kroner.

Vokset ud af kælderen

“Vi har startet et Kleis&Leth Holding Aps op, fordi vi gerne vil skabe et imperium af virksomheder, der skal holde os kørende resten af vores liv. Vi har investeret alt, hvad vi ejer og har, for at få gang i projektet,” fortæller Chris.
Indtil nu har de to styret deres lille handelimperium gennem ugentlige møder på en café og med lager hjemme hos den enes forældre, men nu er pladsen dér blevet for trang.
Derfor tager de nu springet, flytter hjemmefra og starter kontor op ude i byen.
“Vi har fundet et godt sted i Skanderborg, hvor vi kan have et lille kontor med lager. Det bliver fantastisk at få vores eget sted,” smiler den uge entusiastiske virksomhedsejer.

“Vores fælles drøm er at overtage verdenen… eller noget i den stil.” Ambitionerne og humoren fejler ikke noget hos 20-årige Chris Kleis fra Aarhus og 19-årige Christian Leth fra Skanderborg. Sammen har de på kort tid fået succes med holdingselskabet Kleis&Leth. Foto: Jonas Wrede Hansen

Vil overtage verden

Med det nye kontor på plads er de mere end parat til at lade holdingselskabet vokse. For målet er ganske klart:
“Vi vil gerne overtage verden,” griner Chris beskedent.
De to drenge kender hinanden fra handelsskolen i Skanderborg. Christian, der allerede dengang var i fuld gang med firmaet Pavoscreen tog kontakt til Chris, da han syntes, at det var hårdt at være alene med firmaet.
Sammen etablerede de derefter holdingselskabet med det klare formål at lave et imperium af firmaer.
“Vi vil gerne have en paraply af virksomheder,” forklarer Chris.
Derefter investerede de alle deres opsparede penge i projektet og gik på udgik efter en webshop, de kunne købe.
Her fik de forhandlet et godt tilbud på plads med den internetbaseret kasketbutik capshoppen.dk, som de i dag ejer.

Learning by doing

“Capshoppen ser jeg som vores legeplads. Det er her, vi lærer det grundlæggende. Alt det, vi har lært indtil videre, er sket ved learning-by-doing,” konstaterer Chris, der ved siden af Kleis&Leth Holding er ansat hos Aarhusfirmaet Firtal Web, som også beskæftiger sig med webshops.
“Jeg er så heldig at være omringet af nogle af branchens allerdygtigste mennesker, når jeg er på arbejde. Her får jeg masser af erfaring,” siger han og understreger, at målsætningen er at komme til at leve af Kleis&Leth.
Indtil videre går den plan ret godt, selvom ingen af de to drenge har tjent særlig meget på deres selskab endnu.
“Vi lader pengene blive i firmaerne, så vi kan fortsætte med at udvikle dem, men når vi kan, vil vi da allehelst leve af selskabet,” lyder det meget optimistisk fra Chris.