Fortsæt til indhold

Skolerne sejler

Aflyste timer, vikarer i hobetal og børn, der får ondt i maven af at gå i skole. Den er helt gal på to af kommunens skoler, lyder det fra oprørte forældre

Samfund
Kenneth Tanzer;Mette Birkvald Sørensen

På en gård i Ledøje sidder Mai-Britt og Steen Therkelsen og bliver mere og mere desperate.
De har tre drenge på Søagerskolen på klassetrinene 2.,4. og 8., og ifølge forældrene hersker der kaotiske tilstande på den før så velfungerende skole med aflyste timer og langtidssyge lærere.
Lasse på 8 år går i 2. klasse. Hans matematiklærer sagde op før sommerferien, og nu har de vikar, dansk- og klasselæreren er langtidssygemeldt, engelsk- og billedkunstlæreren er også sygemeldt.
Og også i de to ældre brødres klasser hober sygemeldingerne hos lærerne sig op og antallet af vikartimer stiger.
Senest er dansk- og klasselæreren i Lasses 4. klasse blevet sygemeldt, og Peter i 8. klasse havde forleden en hel skoledag kun med vikartimer.
“Vi får en dreng hjem, som har lidt ondt i maven, og som ikke synes det er sjovt, at man skal finde ud af, hvem den nye person er, der står foran dig,” siger Mai-Britt Therkelsen om sin mellemste søn, og fortæller, at hun i et stykke tid har holdt øje med skolens seddel på biblioteket, der informerer om dagens sygdom.
“Der er mellem seks og ti syge hver eneste dag ud af en fast base på 37 lærere,” siger hun.
Også Peters matematik-, historie-, samfundsfag- og kristendomslærer er langtidssyg, det har blandt andet betydet, at den lærer, der skulle give klassen standpunktskarakterer for første gang kun nåede at undervise eleverne i ti dage inden karaktererne skulle uddeles.

Respekten daler

“Vi fik kun karakter i matematik. Vi lavede en færdighedsregneprøve og så fik vi karakter udfra den,” fortæller Peter.
Og det ærgrer Steen og Mai-Britt Therkelsen.
“Respekten for det, der egentlig skal stå som noget værende meget vigtigt daler, for man har jo svært ved at tage noget alvorligt på din uddannelse, når de ikke tager dig alvorligt,” siger Mai-Britt Therkelsen, der mener at kommunen gambler med børnenes fremtid.
“Jeg er målløs over niveauet og den fuldstændige mangel på lektier og kontinuitet, men det værste er den der usikkerhed, som børnene har, fordi de ikke aner, hvad der kommer til at ske,” siger Mai-Britt Therkelsen og fortsætter:
“Jeg synes, at den fuldstændige mangel for forståelse for, at børn også er mennesker, det er simpelthen ikke rimeligt.”
Nu er der jo blevet indført en helt ny reform, burde I ikke være lidt mere tålmodige?

“Det er jo vores børn, der går der nu. De kommer til at spilde den tid, hvor det ikke fungerer. Det går fra deres skolegang, og den skal de jo så måske indhente senere,” siger Steen Therkelsen og konstaterer:
“Uanset hvem der har skyld i hvad og hvorfor, kan man bare sige, det kører i hvert fald ikke.”

Et tilfældigt vikarskema for en dag på Søagerskolen.

Dybt utilfredsstillende

Også på Lærkeskolen i Stenløse er situationen helt gal. Det fortæller Louise Boss, hvis dreng går i 4.A. Her har man i løbet af 2014 sagt farvel til ikke færre end to dansk-lærere, to matematik-lærere og én natur- og teknik-lærer.
“På en skala fra ét til ti, hvor ti er det værste, så ligger vi på elleve. Det er dybt utilfredsstillende for elever og forældre. Vi oplever en lærerflugt, som er meget bekymrende, og vi er ligeglade med undskyldninger som skolereformen. Det kan vi som forældre ikke bruge til noget. Nu må vi tale børnenes sag,” siger hun på vegne af forældrene i 4.A.
“Er billedet det samme i de øvrige 4. klasser på Lærkeskolen?”

“Ja, det er helt klart mit og andres indtryk. De har jo de samme lærere, som roterer rundt mellem klasserne, så de er også ramt af lærerflugten. Vi kan også se, at vikartimerne ikke bliver dækket.”
“Oplever man også en lærerflugt fra de øvrige klassetrin?”

“Nej, det synes jeg ikke. Min datter går i 1. klasse, hvor man ikke mærker noget til det, men jeg har en fornemmelse af, at det også er et problem på Lærkeskolen, Bækkegårdsskolen og Stengårdsskolen.”
Louise Boss lægger ikke skjul på, at eleverne i 4.A er påvirket af de mange lærerskift.

Vil lave stormøde

“De er frustrerede, for de skal hele tiden bruge meget energi på at forholde sig til nye lærere og nye undervisningsmetoder. Hver gang der sker et lærerskift, så vil det uundgåeligt gå ud over det faglige niveau i klassen, da en lærer er nødt til at have et indgående kendskab til sine elever for at kunne tilrettelægge en god differentieret undervisning,” siger Louise Boss, som også ser faresignaler omkring den kommende overgang til 5. klasse.
“På Lærkeskolen er der jo tradition for, at når eleverne går fra 4. til 5. klasse, så skal eleverne fra Veksø Skole inkluderes. Man ryster posen og mixer eleverne. Traditionelt bruges der en hel del af lærernes tid på at sammensætte disse klasser ud fra hensyntagen til det enkelte barn for at danne nye velfungerende klasser. Problemet er bare, at der efter det seneste lærerskifte i 4.A ikke er en central lærer, der har kendt børnene i mere end en måned,” siger hun.
“Hvad kan I som forældre gøre?

“Vi har kontaktet skoleudvalget, skolebestyrelsen, ledelsen på Lærkeskolen, lokalpolitikere og skolechef Egon Agerlin. Hurtigst muligt vil vi også invitere til et stormøde på skolen, for vi kræver handling.”