Nationalpark Kongernes Nordsjælland er tæt på
Korridorene mellem statsområderne er ved at være på plads
"Det har været en marathonløb", sammenligner borgmester Kim Valentin indsatsen for at finde en acceptabel afgrænsning af Kongernes Nordsjælland. I næste uge skal alle trådene samles og resultatet sendes til Miljøministeriet.
"Hvis jeg skal se de bare for vores område, så mangler vi måske kun to-tre stykker, for at det hænger sammen hos os. Og jeg tror godt det kan lade sig gøre nu", siger han.
Opgaven har været at får private lodsejere til at sige ja til at være med i en nationalpark. Lodsejere der til sammen har jord, som forbinder de statsejede skove og søer i Nordsjælland.
Hillerød klarer Pøle Å
I Gribskov Kommunes område er det blandt andet forbindelsen mellem Arresø og Gribskov.
"Det er ikke lykkedes for os, men Hillerød har i stedet kunnet skabe forbindelsen syd for Pøle Å. Til gengæld har jeg fået forbindelse mellem Arresø og Holløse Bredning så Tisvilde Hegn og Asserbo er med", fortæller Kim Valentin.
Den sidste udfordring er lige nu at få skabt forbindelse nord om Esrum til de statsejede områder på kysten.
"Der er enkelte, der mangler, for at vi kan bane vejen. Men jeg må indrømme, at jeg bliver skuffet, hvis ikke det lykkes, med al den tid og alle de kroner vi har investeret i det. Men så er det til gengæld også en ekstra fornøjelse hvis det lykkes", siger han, der har et enigt Økonomiudvalg bag sig i bestræbelserne på at få sat de sidste streger på kortet.
"Det er også en slutspurt, for måske at få fat på nogle lodsejere, der ikke er opmærksomme på muligheden for at blive indlemmet i nationalparken. Vi har jo kun sendt breve til de, der har jord i korridorene, men man kan jo også eje jord ved siden af statens, og på den måde komme med", slutter borgmesteren.
Kommer man ikke med indenfor nationalparkens afgrænsning i denne omgang, går der seks år inden det bliver muligt igen.