Fortsæt til indhold

Løbeglæden var stor i Lystrup

Årets Lystrup Løb trak 322 løbere til start på 5 og 10 kilometer-ruter. Datoen for næste års løb er fastsat

Samfund
Kim S. Andersen

Det blev ikke rekordernes aften, da det 34. Lystrup Løb blev skudt i gang i onsdags. 322 lokale løbere stillede til start, og 314 gennemførte ruterne på 5 og 10 kilometer i det varierede terræn i Lystrup og Elsted med start og mål på Festpladsen på Lystrup Centervej.
“Der var et lille fald i deltagertallet i forhold til sidste år, og det tror vi er på grund af, at der blev holdt et stort møde på Lystrup Skole om den kommende skolereform. Så vi er rigtig godt tilfredse med antallet af løbere og det fantastiske vejr,” siger Jan Madsen fra Lystrup IFs løbsudvalg.
Hårup Skoles 2.A blev det største klassehold med 30 løbere, mens Hinnerup Løberne med 26 deltagere blev den bedste klub.
Vinderne på de forskellige ruter og klasser blev:
Piger, 5 kilometer: Kristine Mygind Sørensen, AGF Atletik Ungdom, 00:19:41.
Drenge, 5 kilometer: Emil Pallesen, Hadsten trim, 00:19:41.
Kvinder 5 kilometer: Camilla Smedegaard, 00:17:09
Mænd 5 kilometer: Eskil Schønning, LUPA Running, 00:17:09.
Kvinder 10 kilometer: Susanne Pallesen, Hadsten trim, 00:40:41. Mænd: Jakob Riis, SAS Institute, 00:35:51.
Næste års Lystrup Løb bliver arrangeret 20. maj.

Der var vanen tro start- og målområde på Festpladsen med Lystrup Kirke i baggrunden. Foto: Per Dreyer
Starten gik med 322 lokale løbere. Foto: Per Dreyer
Blandt de voksne løbere var der et højt tempo og konkurrence om pladserne. Foto: Per Dreyer
Ung som gammel deltog i det 34. Lystrup Løb. Foto: Per Dreyer
2.A. fra Hårup Skole vandt titlen som Lystrup Løbets største deltagende skoleklasse. Derfor modtog de et gavekort på sandwich og sodavand. Foto: Per Dreyer