Fortsæt til indhold

Hos Nybolig Erhverv Jørgen Klode mærker man tydeligt, at investorer igen er parate til at handle på markedet på investeringsejendomme.

Samfund
Af Søren Lindquist

UDVIKLING Allerede tidligere i år så man en tendens til, at ejendomsinvestorerne var tilbage på markedet, med interesse for at investere i erhvervsejendomme.
Nu hvor året er på hæld, er signalet blevet endnu mere tydeligt. Hos Nybolig Erhverv Jørgen Klode mærker man nemlig fortsat en stigende efterspørgsel efter investeringsejendomme i hele Vest- og Sydsjælland.
Årsagen til den stigende efterspørgsel tager, ud over generel bedring af økonomien og mere positive forventninger til fremtiden, blandt andet sit udspring i at flere søger lejeboliger, blandt andet som følge af at samfundet får flere og flere singler, med behov for en mindre lejebolig.
- Med flere lejere på markedet følger en større sikkerhed for lejeindtægterne og dermed cashflow, og det har både banker og realkreditinstitutterne nu også fået øjnene op for, så der arbejdes i samme retning, fortæller erhvervsmægler og valuar, Ebbe Larsen fra Nybolig Erhverv Jørgen Klode.
- Især ejendomme i bymidten, eller op til 1 km fra centrum af de større provinsbyer, er særligt eftertragtede. Men ejendomme i mindre byer som fx. Dianalund, Gørlev, Høng, Korsør osv. er bestemt også kommet med.
Der kan nemlig ofte opnås et lidt højere afkast på ejendomme i de mindre byer, fordi man hér generelt må påregne en lidt større usikkerhed for udlejningen og dermed lejeindtægten, fortæller han.

Investeringsejendom som pensionsopsparing

Som en anden årsag til den stigende efterspørgsel efter investeringsejendomme peger Ebbe Larsen på, at der fortsat er god idé i at anskaffe sig en investeringsejendom, som alternativ til en ekstra pensionsopsparing.
- Prisen på en investeringsejendom behøver ikke være mange millioner, og med forholdsvis god udsigt til at lejeindtægten er sikret, kan der opnås en forrentning der mange gange er bedre end hvad en pensionsopsparing kan give. Det oplever vi klart en stigende interesse for, siger han.

Erhvervsmægler og valuar Ebbe Larsen, Nybolig Erhverv Jørgen Klode foran ejendommen Storegade 4 i Sorø. Den er netop solgt som investeringsejendom, og rummer foruden en detailbutik en første sal med bolig, og en anden sal, hvor der er planer om at indrette en lejlighed.

Tomgang er forsvundet

Med den stigende efterspørgsel, er der dermed noget der tyder på at markedet for investeringsejendomme går en god tid i møde.
- Tomgangen er ganske enkelt forsvundet, og der er igen liv i markedet i hver en by, så vores fornemste opgave er at få flere ejendomme på hylderne, for at kunne imødekommen den stigende efterspørgsel.
Og vi giver naturligvis gerne en uforpligtende vurdering af en ejendom til de ejere, som går med overvejelser om at sælge, slutter han.