Er stress virkelig vores egen skyld?

Så skete det igen. Et menneske fra vores bekendtskabskreds gik ned med stress og måtte sygemeldes. Vi er ikke de eneste, der må se til, mens stress og dens tro følgesvende depression, angst og udbrændthed sender venner, familie, kolleger og bekendte i gulvet. Det er noget, vi alle kender til.
Og ikke nok med det. For også denne gang blev den stressramte tilbudt en række kurser og forløb, der skulle afhjælpe situationen. I den allerbedste mening naturligvis og med de bedste intentioner om, at den syge ikke skal umyndiggøres i forhold til sin situation. Så der blev iværksat stresshåndteringskurser, øvelser i mindfullnes, samtaler med en stresscoach, motion og sikkert også noget med at spise sundt, holde op med at ryge og løbe en halvmaraton.
Men logikken i hele denne tilgang til stress er, at det er den syges egen skyld, at det er gået, som det er gået. Stress er med andre ord et symptom på en mangel i vores beredskab over for de belastninger, som et liv her midt i 10'erne nu engang byder et menneske. Og med de rette redskaber givet er det så også den enkeltes eget ansvar at benytte dem og blive rask igen.
Men den eksplosive stigning i stress og lignende lidelser er tegn på, at vi lever i en kultur og et samfund, som vi slet ikke er skabt til at leve i. Vi kan ikke længere være bekendt at lade det enkelte menneske betale prisen for, at vi kollektivt kun lige hænger i med neglene. Hvor længe vil vi finde os i det?