25 procent prisfald på kommunal udstykning
Skanderborg Byråd vil have mere gang i salget af egne byggegrunde
En prisnedsættelse på 25 procent er det helt kontante lokkemiddel, der nu skal sætte gang i grundsalget i Svaneparken i Galten.
Det er Skanderborg Kommune, der justerer på priserne i nedadgående retning for den kommunale udstykning i Galten, hvor der hidtil kun er solgt nogle ganske få grunde.
Det gælder imidlertid de fleste af kommunens udstykninger, at byggegrunde ikke sælges så hurtigt som tidligere. Og det var med den situation i baghovedet, at Byrådet netop har gennemført sit årlige serviceeftersyn af prisniveau og salgsstrategi for de kommunale grunde.
Byrådet nedsatte sidste år prisen midlertidigt i Gl. Rye og Voerladegaard. Det blev gjort med et vist held for Gl. Rye, og nu bliver nedsættelserne for begge udstykninger gjort permanente.
Og nu går Byrådet et skridt videre. I Svaneparken nedsættes priserne til et niveau fra 570.000 til 730.000 kroner. Det er midt mellem niveauet i Låsby på Jens Martin Knudsens Vej og den private udstykning Skovby Nygaard i Galten.
“Det er en lille forløber for kommunens bosætningsstrategi, at vi nu tilpasser grundpriserne til markedsvilkårene, hvor det jo ikke går så stærkt som tidligere,” kommenterer borgmester Jørgen Gaarde, (S), Skanderborg Kommune.
Borgmesteren mener, at der nu også er meget attraktive muligheder for tilflytterfamilier at bosætte sig i den nordlige del af kommunen med udstykninger i forskellige prisklasser og udformninger fra Skovby Nygaard til Svaneparken og videre til Jens Martin Knudsens Vej.
Byrådet piller til gengæld ikke ved priserne for kommunale byggegrunde i Hørning. Det er udstykningen Vestergaards Allé. Her er der så god søgning efter byggegrunde, at flere er blevet solgt efter ekstra budrunder.
Samtidig besluttede Byrådet at fastholde priserne på erhvervsjord.
Skanderborg Kommune planlægger at forstærke annoncering og markedsføring af de kommunale grunde via en aftale med mæglere i kommunen, der vil få et henvisningshonorar på 10.000 kroner, hvis de anviser en køber til en konkret grund.