Her skal 50 flygtninge i Rudersdal bo
Det tidligere skolehjem Skovly i Gl. Holte bliver midlertidigt hjem for omkring 50 nye flygtninge i Rudersdal
De første flygtninge er flyttet ind på det tidligere skolehjem Skovly i Gl. Holte, der skal huse omkring 50 af de flygtninge der kommer til Rudersdal. Det skriver Rudersdal Kommune i en pressemeddelelse.
”Jeg er utrolig glad for, at det er lykkedes os at få en aftale i stand om Skovly som en god og værdig ramme for en stor del af de flygtninge, der mangler hjælp og tag over hovedet her og nu, siger borgmester Jens Ive og fortsætter:
”Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at kvittere for indsatsen fra de private borgere her i kommunen, som har vist stort samfundssind og tilbudt at udleje deres egne værelser til de flygtninge, der kommer til os i dybeste nød. Nu har vi fundet en velegnet, samlet løsning, som giver de bedst mulige vilkår for vores flygtninge”, siger Jens Ive.
Lejer gerne ud til flygtninge
Det er foreningen Livsværk (tidligere KFBU – Kristelig Forening til Bistand for Børn og Unge) som ejer og har drevet Skovly som et skolehjem for udsatte unge, men som nu velvilligt lejer ud til et godt formål, nemlig at huse Rudersdal Kommunes flygtninge for en midlertidig periode på to år til udgangen af 2016.
"Her er tale om en akut situation," siger Ebbe Wendt Lorenzen, generalsekretær for Landsforeningen LIVSVÆRK.
"Det drejer sig om, at nogle udsatte mennesker har brug for hjælp her og nu. Vi så det som helt nødvendigt at handle hurtigt og først og fremmest at give de ankomne flygtninge en varm seng at sove i og et trygt sted at være. Det lykkes derfor i tæt samarbejde med Rudersdal Kommune at gøre nogle værelser klar på Skovly, så de kunne flytte ind med det samme, hvorefter vi har udarbejdet den efterfølgende lejeaftale med Rudersdal Kommune, som vi kender godt fra tidligere samarbejde," siger han.
De nærmeste naboer til Skovly, Gl. Holte boligforening, tager også godt imod de nødstedte flygtninge. Når de 50 flygtninge er faldet til, planlægges det at holde åbent hus, så de nye naboer kan lære hinanden lidt bedre at kende.
Rudersdal bygger bro
Som noget helt nyt er Rudersdal Kommune valgt til et projekt om god modtagelse af flygtninge. Det er Dansk Flygtningehjælp og Røde Kors, der har iværksat indsatsen ”Civilsamfundet bygger bro".
Målet med projektet er at indsamle og videreformidle viden om, hvordan kommunerne bedst muligt modtager nye flygtninge. De fem kommuner Lejre, Kolding, Aalborg, Ringkøbing-Skjern og Rudersdal, er udvalgt blandt 25 kommuner, som har ansøgt.