Fortsæt til indhold

Jeg praler ikke med det

Margit Rossing, der er kasserer i Røde Kors Fredericia, startede som samarit for mange, mange år siden. 70-års jubilæet markeres ved en reception fredag den 21. november

Samfund
Lars Saugbjerg

Det var i 1944. Margit Rossing skulle hjem fra skole, da hun fik øje på nogle unge mennesker, som uddelte løbesedler. Hun tog en af dem, og viste den til sin mor og far. Det var startskuddet til en lang frivillig arbejdsindsats.
"Dengang var der ikke så mange muligheder for sådan nogle tøser som mig," beretter Margit Rossing - med henvisning til udgangsforbuddet og vilkårene under krigen.
"Det var samaritter, der uddelte løbesedler foran skolen. Det lød spændende, og min mor og far var med på, at jeg skulle lære førstehjælp. Det kostede jo ikke noget. Den 24. november 1944 fik jeg min samarit-eksamen, hvorefter jeg var med i Røde Kors."
Dengang var teenagepigen Margit Rossing ikke klar over, at hun 70 år senere stadig ville arbejde som frivillig i verdens største huminitære hjælpeorganisation.
"Mit 70 års jubilæum er i det hele taget ikke noget, jeg tænker dybere over," lyder det beskedent fra den 83-årige jubilar.
"At jeg hjælper andre mennesker ligger måske i underbevistheden. Jeg praler ikke med det, men det er da alligevel noget, jeg er glad for at have gjort."

"Jeg bliver ved til jeg dør"

Margit Rossing er uddannet kontorassistent, har blandt andet siddet 13 år som bogholder på Skærbækværket, været førstesekretær på Skærbæk Skole og sekretær på operationsafdelingen på Kolding Sygehus. Men en meget stor del af Margit Rossings liv har handlet om Røde Kors.
"Jeg har flair for tal, og har været kasserer i Fredericia-afdelingen i 47 år. Jeg sidder tungt på kassen," smiler Margit Rossing, der har haft mange opgaver i Røde Kors - blandt andet sad hun i hovedbestyrelsen - og hun var kasserer i Amtskredsen og formand til 2009.
Energien får hun fra de mange arrangementer og oplevelser, som organisationen har budt på gennem årene.
"For eksempel det store jubilæum på Christiansborg, hvor dronningen og prinsgemalen deltog var virkelig en oplevelse, jeg aldrig glemmer...".
Margit Rossing placerer ikke sig selv på en piedestal, og ser bestemt heller ikke ned på folk, der ikke yder en frivillig indsats.
"Der er jo så ufattelig mange ting, de unge skal tage vare på i dag. Alle har meget travlt, så det er forståeligt, hvis man fravælger at arbejde frivilligt."
Kun onsdage og i weekenderne er Margit Rossing ikke at finde i Røde Kors Bustikken. Hvis hun måtte, tog hun såmænd gerne en tørn bag kassen, men den går ikke, når man er kasserer.
"Det frivillige arbejde har givet mig så meget. Et væld af oplevelser, men også en fantastisk omgangskreds og et stort kammeratskab."
Hvor længe har du tænkt dig at blive ved?
"Jeg bliver ved til jeg dør. Hvad skal jeg ellers lave. Den største fare er ledighed. Der er kun en i verden, der kan bestemme hvornår det slutter."
Margit Rossings jubilæum markeres ved en reception fredag den 21. november i Røde Kors Butikken, Fuglsang Allé i Fredericia.


"Den ene dag tager den anden"

Margit Rossing, frivillig i 70 år