Endnu flere kræfter samlet hos Nordea Erhverv i Køge
Under navnet Nordea Erhverv Sjælland Øst, har man samlet en afdeling der med stor bredde i kompetencerne dækker erhvervskundernes behov over en bred front.
BANK Nordea Erhverv Sjælland Øst dækker geografisk over Køge, Stevns, Haslev og Ringsted, og det var ud fra ønsket om at styrke sit rådgivermiljø, at man pr. 1. oktober 2014 valgte at udvide afdelingen med flere rådgivere, så den nu tæller i alt 20 medarbejdere, heraf 16 rådgivere.
Afdelingen var i forvejen ledet af filialdirektør Lars Dideriksen, og med udvidelsen er det suppleret med Per Kongsted Slot, som også har titel af filialdirektør.
Lars Dideriksen har nu ansvaret for 8 rådgivere og de mellemstore erhvervskunder, mens Per Kongsted Slot har fået ansvar for 8 rådgivere i det der hos Nordea hedder Erhverv+Privat, og som dækker over de mindre erhvervskunder inkl. deres private bankforretninger.
Og hos de to filialdirektører er der stor tilfredshed med den nye afdeling.
- Det er en stor fordel at samle flere rådgivere i samme afdeling. Dels kan vi nu tilbyde kunderne en bredere vifte af kompetencer, dels kan vi langt bedre dække hinanden ind, med flere rådgivere til stede under samme tag.
Det betyder at vi kan give kunderne en endnu bedre service, og at der altid er rådgivere i huset, hvis man kommer uanmeldt forbi og har behov for rådgivning, fortæller Lars Dideriksen. Per Kongstad Slot supplerer:
Der er stigende krav til bankerne i dag, og det er langt mere komplekst at yde rådgivning i dag end det var tidligere. I dag kan vi fx. her i afdelingen yde erhvervskunderne rådgivning inden for leasing, factoring, risikoafdækning, formuerådgivning, investering, firmapension og forsikring, for blot at nævne nogle af de områder vore rådgivere har kompetencer inden for.
Og skulle der være behov for det, kan vi naturligvis også trække på specialister fra andre Nordea afdelinger.
Flere iværksættere i Køge
Foruden at glæde sig over et styrket rådgiverteam, udtrykker de begge begejstring over at man i Køge netop nu oplever et stigende antal iværksættere, inden for mange forskellige brancher.
- At vi ser mange iværksættere i Køge-området i øjeblikket er et rigtig godt sundhedstegn.
Det er blandt andet de mange bygge- og anlægsaktiviteter i området der smitter af og skaber nye behov i mange retninger, og vi glæder os hver gang vi byder en iværksætter velkommen, og yder rådgivning ifm opstart af virksomhed, siger Per Kongstad Slot.
Voksende investeringslyst
Samtidig noterer man sig hos Nordea Erhverv Sjælland Øst, en tendens til at investeringslysten er stigende.
- Det er ganske tydeligt at kunderne har fået investeringslysten tilbage. Det ser vi som klart et tegn på at der er tro på fremtiden, og at erhvervslivet har fået det bedre, siger Lars Dideriksen.