Fortsæt til indhold

Hvordan ser Kalundborg ud i 2050?

Kalundborg Kommune som centrum i kraft af Kattegatforbindelse og en kommune på forkant inden for genanvendelse af ressourcer. Det er nogle af fremtidsscenarierne i en ny rapport, som giver en række bud på, hvordan Kalundborg kan se ud i 2050.

Samfund
Arkiv

UDVIKLING Sammen med Dansk Arkitektur Center og en række andre kommuner, regioner og virksomheder har Kalundborg Kommune deltaget i projektet ‘DK2050', der opstiller forskellige scenarier for, hvordan den grønne omstilling vil være med til at udvikle og præge de danske byer og kommuner/regioner.
- Den grønne omstilling af Danmark og de danske byer er en gigantisk opgave, og det er derfor helt nødvendigt, at der skabes et nyt nationalt debatgrundlag, der kan kvalificere vores beslutninger.
Resultaterne fra projektet DK2050 bygger på input fra en række centrale aktører med meget forskellige vinkler på national og regional udvikling og det giver et anderledes resultat end de klassiske rapporter.
Ord og tal kan meget men for de fleste af os vil de konkrete billeder af fremtiden i både store og små byer landet over gøre det lettere at forstå konsekvenserne af de valg vi står overfor, siger Kent Martinussen, adm. direktør for Dansk Arkitektur Center.

Fremtidsscenarier kan bruges lokalt

Målet med DK2050 er, at skabe grundlag for en debat om, hvordan fremtidens Danmark kan/skal se ud.
- Vi har fået stærke bud på, hvordan fremtiden for Kalundborg Kommune kan se ud. Med disse scenarier kan vi i arbejdet med planstrategien for kommunen bedre kigge fremad og diskutere Kalundborg Kommunes fremtid, siger teknik- og udviklingsdirektør Michel van der Linden.
DK2050 har opstillet fire mulige scenarier for fremtids-Danmark. De fire scenarier er fremkommet på baggrund af dels sikre data og dels mere usikre trends for udviklingen.
I et af scenarierne – ‘Grøn Stat' – har staten fået en revival og tager styringen på den grønne omstilling. Statens stærke rolle understøttes af kollektive værdiers genkomst i samfundet. Den grønne omstilling i Danmark bliver gennemført via stærke politiske aftaler. Og hvis det bliver tilfældet, kan det give Kalundborg en række styrkepositioner.

Fremtidsscenariet for Kalundborg Kommune (Grøn stat)

- Kattegatforbindelsen er åbnet i 2035 - Kalundborg er nu i centrum af Danmark med 20 minutter til Aarhus og 40 minutter til København.
- Kalundborg Kommune har bygget videre på symbiosetanken og åbnet Ressourcecenter Kalundborg - Danmarks mest avancerede sorterings- og forarbejdningsanlæg til genanvendelige materialer.
Bysymbiosen er udviklet - en videreførelse af den industrielle symbiose, hvor også boliger, institutioner og erhverv samarbejder. Samtidig er Symbioseparken etableret - verdens første rekreative energi- og ressourcepark. Her mødes viden, formidling og rekreation i en oplevelsesrig park mellem byen, industrien, fjorden og landskabet.
Et naturnetværk er etableret - hele kommunen bindes sammen med grønne cykelruter og førerløse eldrevne busser.
- Der er selvfølgelig tale om en høj grad af tankespind, men der er ingen tvivl om, at byerne i fremtiden vil have større og større mulighed for at skabe vækst og udvikling ved at forfølge potentialet i en øget genanvendelse af affald, siger Rasmus Eisted, der er civilingeniør hos Rambøll og ekspert i ressourcer, affald og genanvendelse.
- Verden er naturligvis mere kompleks end det kan beskrives i et projekt som DK2050, og vi er også fuldt ud klar over, at her ikke er tale om en facitliste, hvor ét bestemt scenarie slår fuldt igennem i år 2050.
Vi oplever et stærkt, lokalt engagement, hvor borgere, foreninger og virksomheder arbejder for kommunens udvikling, og hvor mange resultater netop er skabt i kraft at lokale initiativer, siger teknik- og udviklingsdirektør Michel van der Linden.

Kalundborgs andel i projektet

Som samarbejdspartner i projektet har Kalundborg Kommune betalt 350.000 kr. for sin deltagelse og har leveret arbejdstimer fra medarbejdere.
- Vi har fået stor værdifuld viden og inspiration til debatten om Kalundborg Kommunes fremtid. Vi vil lade scenarierne og de udviklingsperspektiver, DK2050 opstiller, indgå sammen med vores igangværende, lokale udviklingsprojekter.
Måske bringer det nye spændende perspektiver på banen, og under alle omstændigheder har det været spændende, at få andre øjne til at se på vores kommune.
Samtidig viser projektet, at der er store muligheder for Kalundborg Kommune - også i fremtiden, siger teknik- og udviklingsdirektør Michel van der Linden.
sl