Fortsæt til indhold

Opmåling til letbanen på ring 3 er påbegyndt

Foran står 5-6 års opmålings- og afsætningsarbejde. Det fører også lære- og praktikpladser med sig.

Samfund
Arkiv

SAMARBEJDE Et konsortium mellem Mølbak Landinspektører A/S og Tvilum Landinspektørfirma A/S har i forsommeren indgået en aftale med Ring 3 Letbane I/S om landmålingsteknisk bistand i forbindelse med at selskabet skal projektere og anlægge en letbane på Ring 3.
Letbanen skal løbe i eller langs vejarealet ved Ring 3 fra Ishøj Station til DTU i Lyngby med en samlet længde på ca. 27 km.
Konsortiet Mølbak Tvilum skal i samarbejde med Ring 3 Letbane I/S frem til anlægsstart skabe det nødvendige grundlag for projektering af Letbanen.
Konsortiet vil de næste 5 – 6 år gennemføre en lang række opmålingsarbejder og afsætningsarbejder på strækningen.
Opmålingsarbejderne er allerede gået i gang. Vi har henover sommeren indmålt og koordineret over 650 paspunkter i cykelstierne langs Ring 3 til brug for en mobil laserscanning af hele strækningen, og bl.a. opmålt og kortlagt de mest vigtige passager på strækningen, udtaler Landinspektør Børge Tvilum, ejer af Tvilum Landinspektørfirma A/S i Hillerød.
Vi er utroligt glade for aftalen med Ring 3 Letbane I/S udtaler landinspektør Jens Mølbak, adm. direktør i Mølbak Landinspektører A/S. Opgaven passer som fod i hose i forhold til vores vækststrategi.
Aftalen giver os et fantastisk fundament til videreudvikling af vores eksisterende ydelser og servicepaletter indenfor teknisk landmåling, 3D opmåling og laserscanning, fortsætter Jens Mølbak. Konsortiet har aftalt med Ring 3 Letbane I/S, at der ved løsning af opmålingsarbejderne oprettes lærlinge- og praktikpladser i de 2 tilknyttede virksomheder.
Det er helt naturligt, at der ved gennemførsel af store offentlige anlægsarbejder skabes rum til uddannelse for unge mennesker, det er vi glade for at kunne bidrage til, udtaler Jens Mølbak.
Vi har henover sommeren haft en række landinspektør studerende og praktikanter ansat i vores virksomheder i forbindelse med løsning af konkrete opmålingsopgaver, ligesom opgaven har skabt plads til en permanent lærlingeplads og en praktikplads.
Konsortiet har ansat Landinspektør Per Lykke Larsen som projektleder. Per Lykke Larsen har stor erfaring fra tilsvarende større offentlige anlægsprojekter og har senest som administrerende direktør i GeodataDanmark gennemført en fusion af selskabet med en dansk rådgivningsvirksomhed.
Vi er meget glade for at kunne tilbyde Per Lykke Larsen som projektleder. Per har en unik erfaring i projektledelse, der kan skabe stor værdi for alle parter i aftalen, slutter Jens Mølbak.

sl