Gadeløb får 150.000 kroner
Byrådsflertal stemte for igen at bruge penge på gadeløb i Hadsten. Nu er det ikke støtte, men markedsføring
Gadeløbet i Hadsten får næste år 150.000 kroner fra Favrskov Kommune, men indtil videre kun i 2015, da det tages op til vurdering næste år og nu er det ikke et tilskud, men “Køb af markedsføringsaktiviteter”.
Sådan blev enden på debatten i byrådet tirsdag aften.
SE BYRÅDSDEBATTEN HER (åbner på Favrskov kommunes hjemmeside)
Borgmester Nils Borring (S) og størstedelen af byrådet valgte at kalde det markedsføring af Favrskov Kommune, mens Lars Storgaard (K) mente der var tale om støtte.
Der opnås promovering ved bandereklamer og andre reklamer. Og øget medieomtale i større danske medier er med til at sætte Hadsten og Favrskov på landkortet, lød det fra borgmesteren, da han fremlagde sagen.
“Vi har stillet krav om fortsat gratis adgang. I og med at vi forlanger gratis adgang, så fratager vi også Tikiøb Event en indtægtsmulighed på 40-50.000 kroner, det skal være et folkeligt arrangement. Vi køber sådan set billetterne for alle borgere og får markedsføring for pengene.” sagde borgmesteren blandt andet.
Ikke kommunal opgave
“Det er ikke en kommunal opgave at støtte et privat firma. Uanset om der er pro-ryttere med eller ej (det har kommunen stillet krav om, da det vil kunne tiltrække landsdækkende tv-kanaler og medieopmærksomhed, red.), så mener jeg ikke det er promoveringen værd. Vi har aldrig fået et budget fra det her firma,” lød det fra Lars Storgaard.
Kætterske tanker
Anders G. Christensen (V) svarede igen:
“Det er sjovt at vi skal have den her diskussion hvert år. Og hvert år er det Lars Storgaard der bringer den på banen. Jeg får den kætterske tanke, når jeg ved hvordan Lars Storgaard i budgetforhandlingerne trækker en kæmpesum penge til Ulstrup. Hvis cykelløbet var foregået i Ulstrup, så var Lars Storgaard nok ikke helt så meget imod.”
“Sludder og vrøvl,” lød det korte svar fra Lars Storgaard.
Borgmesteren rundede debatten af.
“Vi plejer ikke gå ud og kræve regnskaber for hvert arrangement vi køber markedsføring hos. Cykelløbet kan ses af mange mennesker og man kan følge udviklingen i løbet, da de kører rundt i Hadsten. Det vi skal vurdere er, om prisen for markedsføring er for høj eller tilpas.
Ved afstemningen stemte Lars Storgaard (K) og Peder Meyhoff (EL) imod, resten af byrådet for. Anders Nørgaard (S) var fraværende.