Stormøde i Fuglsøcentret om kystturisme
Hele Danmarks kystturisme mødes i Fuglsøcentret til afsluttende stormøde
På Fuglsøcentret mødes hele Danmarks kystturisme 26. og 27. november for at afslutte det store projekt ”Oplevelsesbaseret Kystturisme”.
Ebeltoft har en unik kombination af købstad, havnemiljø og strandliv, hvilket gør byen til et særligt feriested i Danmark. Derfor udpegede Videncenter for Kystturisme Ebeltoft som et af 20 særlige feriesteder i Danmark til det landsdækkende projekt som afspejler bredden af kystturismen i Danmark.
”Samarbejdet med Videncenter for Kystturisme har været en spændende og givtigt proces, som har bidraget med brændstof til de igangværende tiltag og projekter med at udvikle Ebeltoft til en endnu mere attraktiv kystferieby,” siger turismedirektør i Destination Djursland, Flemming Rasmussen.
I projektperioden har eksperter, turister og lokale borgere haft mulighed for at give deres bedømmelse og råd til den videre udvikling af Ebeltoft som et særligt feriested.
Ekspertpanelet kom til Ebeltoft en solskinsdag i juni 2013. Panelets rapport var primært positiv - men påpegede også udfordringerne i mangel af fysisk og mental sammenhæng mellem by og havn.
I løbet af sommeren 2013 og 2014 er cirka 700 turister blevet spurgt om deres ferie i Ebeltoft-området - om blandt andet tilfredshed med bymiljø, udbud af aktiviteter, kvalitet på overnatningssted, restauranter og serviceniveau. Ebeltoft scorer gennemgående over gennemsnittet af de 20 særlige feriesteder.
Også Ebeltoft-borgerne er blevet spurgt om deres holdning til turismen i området og næsten 9 ud af 10 svarer, at de oplever det som positivt eller meget positivt at have turisme tæt på.