Alkoholiker-børn får hjælp i Favrskov
Et nyt tilbud er klar til nytår. Alkohol-forældre giver hash-børn
Fra årsskiftet tilbyder Favrskov Kommune og TUBA - Terapi og rådgivning for Unge, der er Børn af Alkoholmisbrugere.
Det er et samarbejde mellem Favrskov Kommune og TUBA, der har gjort det muligt at åbne det nye tilbud til unge 1. januar 2015. Afdelingen tilbyder gratis terapi til unge mellem 14 og 35 år, der har haft en barndom med en misbrugende mor eller far.
Hjælp til svigtede børn
TUBA er en landsdækkende organisation, og afdelingen i Favrskov er nummer 15 i rækken. TUBA har gode erfaringer med at hjælpe de unge videre, så de kan tage en uddannelse og være i stand til selv at stifte familie på en mere tilfredsstillende måde.
Fra alkohol til hash
Ove Kousholt Højer, afdelingsleder i Favrskov Rusmiddelcenter, er meget tilfreds med partnerskabsaftalen med TUBA.
”Sidste efterår havde vi mange unge med et hashmisbrug, og mange af dem kom fra hjem med alkoholmisbrug. Målet er at kunne nå dem tidligere, så de ikke selv kommer ud i et misbrug.”
Lone Glarbo, formand for social- og sundhedsudvalget i Favrskov Kommune, siger:
”Det bliver spændende at følge deres indsats i Favrskov Kommune, og det er oplagt at samarbejde med frivillige organisationer, der for længst har bevist deres værd. Partnerskabet er en ny vej at gå, og jeg er sikker på, at de involverede parter vil opleve, at de kan lære meget af hinanden,” siger Lone Glarbo.
Favrskov Rusmiddelcenter vil fortsætte med at være opsøgende, men de unge kan også selv henvende sig til for at få hjælp. Der bliver også skabt kontakt til de unge, hvis forældrene får hjælp i Favrskov Rusmiddelcenter.
Man kan allerede nu henvende sig på favrskov@tuba.dk Det fortæller Favrskov Kommune i en pressemeddelelse.