Gi’ kreditkortet fri og gør et kup
Syddjurs Bibliotek sætter fokus på genbrug i "Byttebørs"
Den 29. november er det international ”Buy Nothing Day”, og i den anledning sætter Syddjurs Bibliotek fokus på genbrug og inviterer alle til at komme og bytte deres gamle bøger, film, cd'er og spil til nyt brugt i ”Byttebørsen”.
Den internationale ”Buy Nothing Day” sætter fokus på forbrug og måske især overforbrug. Forbrugerne opfordres til at lade pungen blive i tasken og give kreditkortet en velfortjent pause. Bibliotekstanken falder i god tråd med denne dag, da det jo handler om at låne i stedet for at eje.
Konceptet for Byttebørsen er simpelt - finder man en ting i ”Byttebørsen”, som man gerne vil eje, så lægger man en anden ting i stedet - en krimi for et lystspil, en billedbog for et PS2-spil eller andet.
Byttebørsen finder sted på bibliotekerne i Ebeltoft og Hornslet fra lørdag d. 29. november til og med søndag d. 7. december og på bibliotekerne i Rønde og Kolind fra mandag d. 1. december til og med søndag d. 7. december.