Fortsæt til indhold

Unge sangfugle synger i kor

To kor fra Syddjurs Musikskole medvirker ved Farvergårdens julemarked i Ebeltoft

Samfund
Martin Schultz

Hver uge mødes unge sangfugle på KulturHotellet i Rønde, hvor stemmerne trænes i Syddjurs Musikskoles to kor Gang i vores sang og Gotta Sing.
I øjeblikket øver begge kor op til deres koncert ved Farvergårdens julemarked lørdag 22. november, hvor de vil synge både kendte popsange af blandt andre Marie Key og Rhianna og julesange for at bringe folk i den rette julestemning. Koret Gang i vores sang er for de 9-12-årige, som synger rytmiske en - eller tostemmige, primært danske sange, som børnene kender i forvejen.
'Gotta Sing' er for de lidt ældre børn fra 12 år, og her består repertoiret af både danske og engelske sange.
Begge kor har været i gang siden august, men korleder Kristine Worre Roed Thastum er hele tiden interesseret i at få endnu flere sangere til korets fyldige og flotte klang. Man er således også altid velkomme til at komme til en prøvegang i musikskolen på Kultur Hotellet i Rønde.