Over 100.000 kroner til børn i Bolivia
succes Eleverne på Skanderborg Gymnasium har i november knoklet for at samle penge ind til deres eget Bolivia-projekt. I alt lykkedes det dem at skrabe 102.158 kroner sammen, som skal bruges til at driver det fritidshjem for socialt udsatte og fattige børn i Bolivias hovedstad, La Paz, som gymnasiet har startet op. Rekord mange elever har været i gang med planlægning og afvikling af aktiviteter. Blandt de mest innovative ideer var især 12 pigers LiB Hair Campaign, hvor de ville lade sig klippe og donere håret til en parykproducent for kræftramte, hvis de nåede op på 40.000 kroner. Det lykkedes dog ikke, så hestehalerne har de endnu. “Idérigdommen og engagementet har været stort over hele linjen. Klasser har lavet kagefestival, arbejdet for virksomheder, spillet musik på gaden, afholdt motionsløb og børneaktivitetsdag og både små og store aktiviteter og beløb har bidraget til gymnasieelevernes fælles projekt,” fortæller Heidi Lauritzen, der er sekretær på Skanderborg Gymnasium. Med over 100.000 indsamlede kroner slog gymnasieeleverne sidste års rekord. Det sikrer ikke bare en fortsat drift af fritidstilbuddet i La Paz, men også gør det også muligt at udvide aktiviteterne i det kommende år.