Fortsæt til indhold

Hjemløse tilbydes et ly for natten

Samfund
Af Betina Skjønnnemand

Den Blå Oase i Aabenraa har nu åbnet sit nødherberg for vinteren. Hjemløse tilbydes ly for nattens kulde og mørke alle dage frem til den 31. marts næste år.
“Det er fjerde vinter, vi går i gang med nu. Og efterspørgslen på nattely er ikke blevet mindre”, fortæller Erik Sennels, der står for bemandingen af nødherberget.
Den Blå Oase har normalt åben i dagtimerne i hverdagen, hvor det faste personale og nogle frivillige sørger for, at udsatte kan få et varmt måltid mad, lidt social kontakt og et sted at få varmen. Når nødherberget slår dørene op, der det de frivillige, der trækker læsset.
“Vi har fast to frivillige på vagt, når herberget har åbent. Det vil sige, vi skal bruge to frivillige døgnet rundt på de dage, hvor Den Blå Oase ikke normalt har åbent, og det kan godt være et puslespil at få til at gå op”, fortæller Erik Sennels. Han vil derfor gerne opfordre endnu flere til at melde sig som frivillig vagt.
“Vi tilbyder endda, at de frivillige, der er på vagt om natten, kan få 200 kr. pr. vagt. Så hvis det kan overbevise nogen, så er de velkommen til at fortælle det i avisen”, lyder det videre fra Erik Sennels.
Nødherberget har plads til omkring syv overnattende gæster hver nat, og der er altid back-up klar til de frivillige, der har vagten.
“Vi har telefonnumre, som de frivillige kan ringe på døgnet rundt, hvis det brænder på, og hvis det går helt galt, så har vi et fint samarbejde med politiet, der kommer med det samme, hvis der bliver ringet. Og en ny frivillig vil naturligvis altid få vagter med en mere erfaren”, understreger Erik Sennels.
“Man får så meget, når man giver. Et frivilligt stykke arbejde som dette giver så meget igen. Man får virkelig udvidet sin horisont. Man gør en forskel for mennesker i nød”, understreger han.
De mennesker, der søger hjælp i herberget på Den Blå Oase får også mere end en seng at sove i. Både de frivillige og stedets personale står klar med råd og vejledning til, hvordan de udsatte kan komme videre.
“Vi hjælper dem kort sagt med alt det, som de ikke magter. Og der er masser af lyspunkter. Bl.a. har vi flere, der tidligere har overnattet på nødherberget, der nu er hjulpet videre og nu har egen lejlighed. Så indsatsen nytter”, slutter Erik Sennels.