Fortsæt til indhold

Forældre kæmper for en sikker skolevej

Forældre forsøger at få en sikker skolevej for Skanderborgs skolebørn. Kommunen forsikrer, at en løsning er på vej

Samfund
Arkiv

De fleste morgenbilister fik sig nok en mindre overraskelse i sidste uge, da de kom kørende ad Banegårdsvej i Skanderborg i de tidlige morgentimer.
På bumpet i nærheden af tankstationen på Banegårdsvej stod hver dag forældre iført gule sikkerhedsveste og skilte med budskabet 'Vi kæmper for sikker skolevej', imens de trygt fik sendt deres skolebørn af sted.
“Vi vil gerne have, at vores børn kommer trygt i skole. Skolen appellerer til, at de skal kunne transportere sig selv, men vejen her er simpelthen ikke sikker nok,” fortæller Malene Bredvig, talsmand for facebookgruppen 'Sikker Skolevej, Skanderborg Bakker'.

Forældrene kan ikke vente

Igennem længere tid har forældrene bag facebookgruppen forsøgt at få gjort vejen fra Skanderborg Bakker til Morten Børup Skolen mere sikker for de mindste skolebørn.
“Vi vil gerne have en tunnel under Banegårdsvej, så børnene ikke skal krydse vejen,” fortæller Malene Bredvig, som ikke mener, at Skanderborg Kommune har været hurtig nok til at finde en løsning for de mange børnefamilier i Skanderborg bakker.
“Nu har vi ventet i otte år på en sikker skolevej, og vi kan simpelthen ikke acceptere at vente længere,” fortæller hun og håber, at kommunen snart vil gøre noget ved sagen.
“Vi har været i dialog med kommunen, og det lyder til, at tunnellen kommer. Men vi vil gerne vide, hvornår den står færdig, og så vil vi have en midlertidig løsning, indtil tunnellen står klar,” fortæller Malene Bredvig, som frygter, at det vil tage flere år, før den lovede tunnel kommer.

Tunnellen står klar om et år

Hos Skanderborg Kommune lover man, at tunellen bliver en realitet.
“Tunnellen kommer. Jeg ved også, at kommunen har været i tæt dialog med dem (forældrene bag facebookgruppen, red.), og at de forsøger at finde en midlertidig løsning,” fortæller Claus Leick (SF), formand for Miljø- og Planudvalget i Skanderborg.
Det samme kan Jens Peter Langballe Sørensen også fortælle. Han har samtidig også en klar idé om, hvornår tunnellen står klar.
“Vi arbejder på, at få den klar til sommer næste år. Vores forventning er, at den i hvert fald kommer i løbet af næste år,” fortæller han, da Lokalavisen snakker med ham, og uddyber, at finansieringen af den kommende tunnel er på plads. Det er den politiske proces, som kan forsinke tunnellen, oplyser Jens Peter Langballe Sørensen fra Vej og trafik.

Afholder møde inden jul

Kommunen er også villig til at se på en midlertidig løsning, som forældregruppen ønsker, og vil gerne finde den så hurtig som muligt.
“Vi bestræber os på at holde et møde med dem (forældrene bag facebookgruppen, red.) inden jul for at snakke om idéer til midlertidige trafikreguleringer,” fortæller Jens Peter Langballe Sørensen, som ikke vil udtale sig om, hvilke tanker han indtil videre har gjort sig.