Fortsæt til indhold

Køb dine økologiske grøntsager på nettet

Nu behøver man ikke længere at tage i en gårdbutik for at købe grøntsager. De kan købes på nettet

Samfund
Arkiv

grønthandel Køb dine grøntsager på nettet og få dem leveret dagen efter lige til døren. Det lyder meget nemt og sådan er det faktisk også for borgerne i Skanderborg Kommune. For kort tid siden åbnede David Szöke nemlig webshoppen jeksengronthandel.dk. Her kan der købes alle slags økologiske grøntsager med levering forskellige steder i lokalområdet. “Jeg hørte flere steder i byen, at der manglede en gårdbutik i området, hvor man kunne købe friske grøntsager,” fortæller David Szöke. At starte en fysisk gårdbutik havde han ikke lyst til at investere i. I stedet så han mulighederne for at gå andre veje. “Jeg begyndte at læse om, hvordan man selv kan lave en hjemmeside og webshop. Det kræver ikke så store investeringer, og jeg kan stadigvæk passe mit arbejde ved siden af,” fortæller han.

Arbejder uafbrudt

David Szöke arbejder nemlig også på fuldtid hos Gartneriet Marienlyst, der ligger i Harlev. Derfor bruger han i øjeblikket meget tid på at få det hele til at løbe rundt, så han også kan nå at se sin familien, som lige er blevet et medlem større. “Jeg vågner klokken fem om morgnen og arbejder med webshoppen, så møder jeg på arbejde klokken syv og er dér indtil klokken 16 eller 17. Når jeg kommer hjem, er jeg så sammen med familien, indtil min datter er lagt i seng, og så arbejder jeg videre i nogle timer,” fortæller han. Der er mulighed for at købe mange forskellige slags økologiske grøntsager hos Jeksen Grønthandel. Sortimentet kan ses på www.jeksengrønthandel.dk. Her kan man også læse, hvor i kommunen grøntsagerne kan blive leveret til.